Historisk set
Omfanget af tuberkulose i Danmark har været støt faldende siden begyndelsen af 1900-tallet, hvor sygdommen hærgede i så stort et omfang, at den var den hyppigste årsag til død blandt unge mennesker i storbyerne.
Sygdommen er efterhånden blevet så sjælden blandt danskere, at man i midten af 80'erne afskaffede den tidligere obligatoriske tuberkulose-vaccination (BCG-vaccination).
I løbet af de sidste 50 år har den moderne behandling gjort, at tuberkulose i dag næsten altid helbredes. Der findes dog en type tuberkulose, som skyldes multiresistente bakterier, som kræver en mere langvarig og besværlig medicinsk behandling.