Gå til indhold
Lunge og luftveje

Akut bronkitis

Akut bronkitis er en irritationstilstand i luftvejene (bronkierne), der opstår pludseligt, går hurtigt over og næsten altid er forårsaget af virus eller bakterier.

Peter Lange, overlæge, professor i medicinske sygdomme

Symptomer på akut bronkitis

Akut bronkitis afviger fra kronisk bronkitis, hvor symptomer varer ved dvs. bliver kroniske  

Symptomerne på akut bronkitis er:

  • hoste som typisk er tør eller ledsaget af små mængder slim fra lungerne 
  • irritation i de store luftveje, som føles som ubehag eller brændende fornemmelse bag brystbenet
  • hos småbørn ses af og til pibende vejrtrækning, som kan minde om astma.
  • evt. lav feber (sjældent over 38 grader)
  • trætte og ømme muskler, men ingen stikkende brystsmerter som ved lungebetændelse. 

Akut bronkitis, der skyldes virus, kan smitte, dog ikke nær så meget som almindelig forkølelse.

Årsager til akut bronkitis

Årsagen til akut bronkitis er næsten altid bakterier eller virus. Virus ses hyppigst og ofte er det de samme virus som giver almindelig forkølelse. Bakterierne er ofte de samme, som kan give lungebetændelse, dvs. pneumokokker, mycoplasma eller hæmofilus influenza.

Personer med svækkede forsvarsmekanismer i luftvejene får oftest akut bronkitis, især hvis de har astma, kronisk bronkitis eller KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom).

Hos småbørn skyldes akut bronkitis ofte infektion med RS-virus (respiratorisk syncytial-virus (RSV)). 

Faresignaler

Kontakt lægen, hvis generne ikke forsvinder eller aftager inden for 5-10 dage, eller du får: 

  • Høj feber, da det kan være tegn på lungebetændelse. 
  • Besværet og pibende vejrtrækning, da det kan være astma.
  • Smerter i brystet, da det kan være tegn på en anden lungesygdom eller hjertesygdom 

Hvad kan du selv gøre ved akut bronkitis?

  • Undgå afkøling.  Akut bronkitis opstår tit i forbindelse med en forkølelse, som man nemt får, hvis man bliver afkølet.
  • Undgå røg og støv. Lad være med at ryge og brug åndedrætsværn ved støvet arbejde.
  • Tag den med ro. Har man fået akut bronkitis, bør man tage det roligt, så man ikke irriterer luftvejene unødigt. 

Hvor udbredt er akut bronkitis?

Akut bronkitis er den hyppigst forekommende infektion i luftvejene næst efter almindelig forkølelse. Hyppigheden aftager med alderen.  

De fleste danskere har haft akut bronkitis flere gange og nogle, specielt rygere, har ofte flere tilfælde af akut bronkitis hver vinter. 

Hvordan udvikler akut bronkitis sig?

Akut bronkitis er en såkaldt overfladisk infektion, hvilket betyder, at infektionen sidder i slimhinden i bronkierne og forbliver der. I modsætning til influenza og lungebetændelse spreder sygdommen sig ikke med blodet til resten af kroppen. 

Infektionen går for det meste over af sig selv efter 4-7 dage, men hosten kan fortsætte i nogle uger, da det tager tid for kroppen at genopbygge den ødelagte slimhinde i luftvejene. Personer, som har astma eller en anden kronisk lungesygdom, kan dog fortsætte med at hoste i mange uger. 

Undersøgelse for akut bronkitis

Lægen kan som regel stille diagnosen akut bronkitis alene ud fra dine symptomer. Hvis andre i familien har haft en lignende omgang, kan det bekræfte mistanken om akut bronkitis. 

Ved at lytte til lungerne med sit stetoskop kan lægen høre, om der kan være tale om en lungebetændelse. Lægen kan også vælge at tage blodprøver og et røntgenbillede af lungerne for at kunne stille diagnosen med større sikkerhed. Hvis lægen har mistanke om lungebetændelse vil du blive behandlet med antibiotika. 

Behandling af akut bronkitis

I de allerfleste tilfælde kræver akut bronkitis ikke nogen behandling, da sygdommen går hurtigt over af sig selv. 

Bliver man ved med at have feber og store mængder gul eller grøn slim fra luftvejene, kan lægen give en kur med antibiotikum. Det vil som regel afkorte forløbet lidt, hvis årsagen er bakterier. Hvis årsagen til den akutte bronkitis er virus, har antibiotikum imidlertid ingen virkning 

Lindrende medicin

Der findes forskellige typer hostesaft og hostetabletter, som kan købes på apoteket. Selv om virkningen af disse medikamenter er omdiskuteret, føler mange, at hostemidler lindrer de hosterelaterede gener.

Ved let feber og ømhed i kroppen kan man købe smertestillende medicin, som paracetamol, i håndkøb, som både tager smerterne og virker febernedsættende.