Behandling af psoriasis
Der findes flere former for behandling af psoriasis. Valget afhænger bl.a. af, hvor udbredt sygdommen er samt hvor på kroppen forandringerne viser sig.
Der er mulighed for at kombinere flere af følgende behandlingsformer:
- Lokalbehandling (lægemidler til udvortes brug)
- Lysbehandling
- Tabletter
- Biologisk behandling
- Klimaterapi
Rygning, overforbrug af alkohol, overvægt og psykisk stress kan forværre psoriasis.
Fjernelse af skæl
Hvis psoriasis skæller meget, kan det være en fordel at fjerne skællene med salve der indeholder salicylsyre. Salven anvendes 1-2 gange om dagen i få dage og derefter fort-sætter behandlingen med calcipotriol eller binyrebarkhormon. Med kombinationspræparat indeholdende binyrebarkhormon og calcipotriol behøver man ikke at foretage afskælning før opstart af behandlingen.
Binyrebarkhormoner
Binyrebarkhormoner findes i en række salver/cremer/opløsninger, som virker mod symptomerne ved psoriasis. Stærkt virkende binyrebarkhormoner må bruges i et tyndt lag 1-2 gange om dagen i op til 4 uger. Ved længerevarende daglig behandling er der risiko for, at huden bliver tynd (atrofisk).
Svagt virkende binyrebarkhormoner (gruppe I og II) kan man anvende kortvarigt ved psoriasis i ansigtet eller i hudfolderne, hvor huden er tynd.
Calcipotriol og binyrebarkhormon
En salve eller gel med en kombination af calcipotriol og betamethasondipropionat (binyrebarkhormon) er meget effektiv. Gelen er velegnet til psoriasis i hårbunden. Anvendes en gang om dagen i 4 uger og herefter ved behov.Tjære
På grund af lugtgener og afsmitning synes mange, at behandling med tjæresalve eller –creme er besværlig. Der findes dog en lugtfri tjæreholdig shampoo til psoriasis i hårbunden, som kan fås på apoteket. Visse midler fås kun på recept fra en hudlæge.Lysbehandling af psoriasis
UVB
Lysbehandling med UVB-stråler strækker sig typisk over 6-8 uger. Hver behandling varer få minutter, og efter behandlingen kan der opstå let rødme af huden som ved en let solskoldning. Længerevarende behandling øger muligvis risikoen for hudkræft.
PUVA
PUVA er forbeholdt svære tilfælde af psoriasis og består af en kombination af tabletbehandling (methoxypsoralen) og solarielys:
- Intensiv lysbehandling hos hudlæge eller på hospital, fx tre gange om ugen i mindst seks uger. Virkningen kommer efter et par uger og holder som regel længe.
- Tabletbehandlingen øger hudens og øjnenes lysfølsomhed, så man under behandlingsforløbet skal bruge specielle beskyttelsesbriller, fra man har taget tabletterne, til man går i seng. Evt. bivirkninger i form af kvalme og utilpashed.
Bucky stråler
Bucky er en overfladisk behandling med "bløde røntgenstråler", der normalt gives i serier, fx 1 gang pr. uge i 3-6 uger. Overdreven behandling øger risikoen for hudkræft.Tabletter
Ved psoriasisgigt og svære forandringer i neglene forårsaget af psoriasis, er tabletter ligeledes den foretrukne behandling.
Methotrexat
Methotrexat normaliserer den øgede celledeling og hæmmer betændelsesreaktionen. Det er det mest anvendte middel ved svær psoriasis og psoriasisgigt.
Behandlingen øger risikoen for beskadigelse af leveren, så man må kun drikke få genstande ugentligt, mens man er i behandling.
Acitretin
Acitretin er et A-vitaminlignende stof, som normaliserer den øgede celledeling og hæmmer betændelsesreaktionen. Behandlingen kan kombineres med calcipotriol eller lysbehandling.
Midlet kan give tørhed af hud- og slimhinder, let hårtab, tynd hud i håndflader og fodsåler samt evt. knogleforandringer og led- og muskelsmerter.
Acitretin må ikke gives til gravide, da det øger risikoen for fosterskader i op til to år efter ophør af behandling.