Gå til indhold
Astma og allergi

Peak flow måling

Peak flow måling er vigtig, når lungernes funktion skal undersøges. Din læge kan anbefale peak flow måling, hvis der er mistanke om, at du har en sygdom i bronkierne som astma og bronkitis.

Peakflow Maaling Istock

Holger Mosbech, dr.med. i allergi- og lungesygdomme

Peak flow målinger supplerer de målinger af vejrtrækningen, der laves hos lægen. 

Hvis du allerede har diagnosen astma, kan du bruge en peak flow måling til at kontrollere, om din behandling virker og er tilstrækkelig. 

Læs mere om astma 
Læs mere om bronkitis 

Hvad viser en peak flow måling?

Når du måler dit peak flow, måler du hvor hurtigt, du kan puste ud, når du virkelig gør dig umage. Tallet siger noget om, hvor let luften kan passere luftvejene. Det er nedsat ved et astmaanfald og ved bronkitis, hvor en del af luftvejene (bronkierne) er forsnævrede. 

Du måler dit peak flow med et lille apparat, et såkaldt peak flow meter. Du kan købe et peak flow meter på apoteket eller på nettet. 

Hvordan laver du en peak flow måling?

Når du skal lave en peak flow måling, skal du stå op og fylde lungerne helt med luft. Du skal lukke læber og tænder om mundstykket og puste så kraftigt og hurtigt, som du kan. 

Det er ikke nødvendigt at puste helt ud. Pustet kan være kort (2 sekunder), men det skal være kraftigt. Du skal gentage målingen mindst 3 gange og notere den højeste værdi. 

Køn, højde og alder har betydning for dit peak flow, og det vil lægen tage højde for ved vurderingen af, om dit peak flow er normalt. Mænd har generelt væsentligt højere peak flow værdier end kvinder. 

Hvornår skal du måle dit peak flow?

  • Du skal typisk måle dit peak flow morgen og aften i nogle uger. Det kan hjælpe din læge med at stille diagnosen astma og til at vurdere, hvilken medicin du evt. skal have. 
  • Hvis du har astma, bør du måle, hvis du indimellem har vejrtrækningsbesvær. Måleresultatet skal sammenlignes med de tal, du kan præstere, når du har det godt. 
  • Du kan også måle før og 15-30 minutter efter, du har taget hurtigtvirkende astmamedicin. På den måde kan du se, hvor godt medicinen virker, og du kan kontakte lægen ved problemer.  

Hvordan kan du selv bruge resultatet af din peak flow måling?

Din læge kan give dig nogle retningslinjer, så du selv kan styre sin medicinske behandling ud fra ændringer i dit peak flow. Du kan fx i perioder have behov for mere forebyggende astmamedicin. 

Læs mere om astmamedicin