Chat with us, powered by LiveChat Diarre på rejser
Sundhed

Diarre på rejser

Drømmerejsen kan let blive ødelagt, hvis du tilbringer hele dage på toilettet med diarre: Undgå turene på toilettet ved at følge disse råd.

Pas på hygiejnen

Diarre på rejser skyldes ofte en anderledes bakterie- og virusflora, samt en lavere hygiejnisk standard på rejsemålet. Diarre på rejser kan også skyldes parasitter.

Bakterier og vira overføres oftest med vand, mad eller via dine hænder.

Det er altid vigtigt med en god håndhygiejne og hyppig håndvask på rejsen.

Diarre opstår typisk akut og varer gennemsnitligt 3-4 døgn. Symptomerne er løse vandige afføringer tre eller flere gange i løbet af et døgn ofte ledsaget af mavesmerter og eventuelt mavekramper og kvalme.

Undertiden ses også opkastninger og let feber.

Den vigtigste behandling af diarre er at drikke rigeligt med vand tilsat salt og sukker. Sukker hjælper med til, at kroppen kan optage vand og salt.

Gode råd mod diarre på rejser

  • Drik kun flaske- og sodavand, du selv har åbnet.
  • Brug flaskevand, når du børster tænder.
  • Kan du ikke få flaskevand, så kog eller desinficer vandet med et specialprodukt, der kan købes i sports- og fritidsforretninger.
  • Undgå isterninger.
  • Spis gennemstegt, gennembagt eller kogt mad, der er tilberedt kort forinden og serveret varmt.
  • Spis kun frugt, du selv har skrællet/pillet.
  • Undgå rå mad som fisk, skaldyr, æg og salater. Undgå mayonnaise, upasteuriseret mælk og produkter heraf.
  • Hold dig fra is på steder, hvor du ikke er sikker på hygiejnestandarden.
  • Vask hænder ofte og grundigt med vand og sæbe.
  • Medbring hånddesinfektion hjemmefra.

Se videoen om korrekt vask af hænder

Det tager kun 15 sekunder! Skyl hænder og håndled - gnid sæben godt ind som vist i videoen - skyl efter med vand.

Behandling af diarre

Ved diarre taber kroppen vand og salte. Så den vigtigste behandling af diarre er at drikke rigeligt med vand tilsat salt og sukker. Sukker hjælper med til, at kroppen kan optage vand og salt, men man må ikke få for meget sukker.

Opskrift på vand-salt-sukker blanding:

  • 1 l kogt vand (eller flaskevand)
  • 1/2 teskefuld bordsalt
  • 2-3 spiseskefulde sukker.
Tilsæt gerne saft fra en appelsin eller citron.

På apoteket findes også et salt/sukker-tilskud (elektrolytpulver) i den rette koncentration, der kun skal tilsættes vand.
  • Voksne og børn over 12 år skal drikke 2,5 l pr. døgn plus 100–200 ml efter hver tynd afføring.
  • Børn over 2 år skal drikke 120 ml/kg pr. døgn.

Spis ellers normalt

Du skal forsøge at spise normalt igen så hurtigt som muligt, men start forsigtigt de første par dage med kogt ris og pasta, ristet brød, kiks og frugt.

Børn med diarre må gerne få sodavand og juice, men det skal fortyndes med vand, da det høje sukkerindhold kan føre til yderligere væsketab.

Lægemidler mod diarre

Du kan også tage lægemidler mod diarre. Lægemidlet loperamid virker kraftigt stoppende. Lægemidlet må højest bruges i 48 timer og anbefales kun ved generende diarre i specielle situationer, fx lige før flyrejse. Må ikke bruges til børn under 12 år uden lægens anvisning. Årsagen til diarre på rejser, for eksempel bakterier, fjernes ikke, men lægemidlerne stopper de hyppige afføringer.

Husk fortsat at drikke rigeligt med væske under behandlingen.

Antibiotika mod diarre anvendes kun undtagelsesvis. Spørg lægen eller apoteket til råds inden rejsen.

Evidensen for virkningen af probiotika (mælkesyrebakterier) i forbindelse med rejsediarre er sparsom.

Søg læge

Du skal søge læge, hvis:

  • hvis du har vedvarende diarre i flere dage
  • hvis du har høj feber (og er mat)
  • hvis du har blod i afføringen
  • hvis du ikke kan drikke nok. Det viser sig ved, at urinen er mørk og sparsom, eller hvis du bliver sløv og forvirret. Du kan også få tør hud og tørre slimhinder
  • hvis det er et barn under 2 år, som har diarre.