Chat with us, powered by LiveChat Mavesmerter – hvornår kan mavesmerter være et faresignal?
Mave- og tarmsygdomme

Øvre mavesmerter

Øvre mavesmerter er smerter, der sidder i trekanten mellem navlen, brystbenet og de to ribbensbuer og kan være ledsaget af fx kvalme, opkastning, halsbrand og opstød.

Symptomer på øvre mavesmerter

  • Smerter opadtil i maven, i trekanten mellem navlen og brystbenet og de to ribbensbuer
  • Smerterne optræder i kortere eller længere perioder af dages til måneders varighed. Smerterne kan komme, når man er sulten eller ikke har spist i lang tid, efter (større) måltider og efter alkoholindtagelse
  • Der kan være ledsagende kvalme og opkastning
  • Nogle føler, at de hurtigt bliver mætte og føler sig overfyldt i maven efter måltider
  • Der kan være halsbrand og opstød, der kan smage surt. Disse symptomer optræder især efter større, fedtrige måltider, når man bøjer sig forover eller ligger ned
  • Oppustethed med meget luft og uro i maven og afføringsforstyrrelser er almindelige

Årsager til øvre mavesmerter

Hos langt de fleste med mavesmerter finder man ingen årsag til symptomerne trods grundig undersøgelse.

I nogle tilfælde kan mavesmerter dog skyldes:

  • Sår i mavesæk eller tolvfingertarm
  • Tilbageløb af mavesyre fra mavesækken til spiserøret
  • Cøliaki
  • Galdesten
  • Morbus Crohn
  • Lægemidler, fx smertestillende medicin med acetylsalicylsyre eller gigtmedicin (NSAID)
Mange oplever også, at fx stress og andre psykiske belastninger, fed og krydret mad, kaffe og alkohol kan give mavesmerter.

Faresignaler

Man bør søge læge, hvis der er et eller flere af følgende faresignaler:
  • Synkebesvær, især for fast føde
  • Smerter bag brystbenet, når maden er sunket
  • Opkastninger med frisk blod (rødt) eller gammelt blod (ligner kaffegrums)
  • Blodig, sort eller tjæreagtig afføring
  • Gentagne store opkastninger med maveindhold fra tidligere måltider
  • Smerterne er opstået under brug af smertestillende midler, som indeholder acetylsalicylsyre og gigtmedicin (NSAID)
  • Mavesmerter gennem mere end fire uger, hvis de ikke allerede er undersøgt
  • Mavesmerter og vægttab
  • Man kan man mærke en udfyldning (hævelse) inde i maven
Hvis man er bekymret for, at symptomerne skulle skyldes noget mere alvorligt, fx kræft, er det også bedst at gå til lægen for at få dette afkræftet. Der er dog ikke nogen øget risiko for at udvikle kræft i maven hos personer med mavesmerter.

Hvad kan du selv gøre ved øvre mavesmerter?

Der er flere ting, man selv kan gøre, hvis man har mavegener:
  • Spis regelmæssige ernæringsrigtige måltider uden for stort indhold af fedt
  • Undgå fødevarer, der giver dig problemer, fx løg eller chili
  • Undgå for meget kaffe, tobak og alkohol
  • Tag syreneutraliserende medicin, når der er smerter, efter samråd med din læge
  • Forsøg evt. med syresekretionshæmmende midler i et par uger. Herefter bør du søge læge
  • Undgå smertestillende medicin som indeholder acetylsalicylsyre eller gigtmedicin (NSAID). Anvend fx paracetamol i stedet for ved hovedpine
  • Nogle oplever at der kommer smerter når man ligger fladt, fx i sengen. Forsøg evt. at hæve hovedgærdet eller bruge en stor pude for at hæve hovedet

Hvor udbredt er øvre mavesmerter?

De fleste har i kortere eller længere perioder af deres liv haft mavesmerter. Oftest fortager symptomerne sig igen, men de kan efter kortere eller længere tid vende tilbage. Omkring 10-15 % af alle voksne har en periode med symptomer i løbet af et år, hyppigere yngre end ældre og hyppigere kvinder end mænd. 

Hvordan udvikler øvre mavesmerter sig?

Mavesmerterne er oftest udtryk for en fredelig tilstand.

I de tilfælde, hvor der findes sår i mavesæk eller tolvfingertarm, og der er kronisk infektion med bakterier (helicobacter pylori) i maveslimhinden, kan sygdommen helbredes med antibiotika.

Hvis der er bakterier i maven, men ikke noget mave- eller tolvfingertarmssår, kan en kur mod bakterierne med antibiotika også ofte have effekt.

Er problemet at der løber mavesyre fra maven til spiserøret eller fordi der er for meget mavesyre i mavesækken, kan syresekretionshæmmende medicin have effekt.

Mavesår

Hvis der er mavesår på grund af acetylsalicylsyre eller gigtmedicin, kan denne medicin ofte erstattes af andre lægemidler som paracetamol. Man kan også modvirke, at der udvikles mavesår, hvis der sammen med acetylsalicylsyre og gigtmedicin tages stærk syresekretionshæmmende medicin eller et maveslimhindebeskyttende middel med misoprostol.

Undersøgelse ved øvre mavesmerter

Hos over halvdelen af dem, der undersøges for mavesmerter, finder man aldrig nogen forklaring. 10-15 % vil vise sig at have sår på tolvfingertarmen eller i mavesækken, mens andre 15-20 % har tilbageløb af mavesyre til spiserøret, evt. spiserørskatar.

Kræft i maven ses i under 1 % af tilfældene og næsten kun efter 50-årsalderen.

Undersøgelse af personer under 50 år

Hvis du er under 50 år, vil lægen oftest:

  • Forsøge om det hjælper med en kur med kraftigt syresekretionshæmmende medicin i 2 uger, især hvis der er ledsagende halsbrand og sure opstød
  • Undersøge om der er en kronisk maveinfektion med bakterier, fx ved en såkaldt pusteprøve, en afføringsundersøgelse eller i forbindelse med en mavekikkertundersøgelse
  • Henvise dig til en mavekikkertundersøgelse (gastroskopi), hvis symptomerne vedvarer, eller der er faresignaler

Undersøgelse af personer over 50 år

Hvis du er over 50 år, vil risikoen for kræft indgå i lægens overvejelser. Mavesår og infektion er også hyppigere i den ældre aldersgruppe, og lægen vil derfor ofte foreslå en mavekikkertundersøgelse (gastroskopi).

Behandling af øvre mavesmerter

Hvis ændrede leveregler ikke er nok, kan man behandle de mest generende symptomer (dog ikke ved sår på mavesæk eller tolvfingertarm):
  • En del bliver smertefri af syrehæmmende medicin eller eventuelt af en antibiotikakur mod bakterier i maven
  • Man prøver også om medicin, der øger mavetømningen hjælper. Midler som domperidon og metoclopramid kan anvendes
  • Da mavesmerter ofte er periodiske, bør man med mellemrum – kun efter aftale med lægen - prøve om man kan undvære medicinen
  • Hos bekymrede personer, fx hvis man er bange for at have kræft, har en mavekikkertundersøgelse ofte en beroligende virkning

Andre navne og stavemåder for øvre mavesmerter:

  • Ondt i maven
  • Mavekramper

Artiklen er opdateret d. 11-10-2022