Gå til indhold

Sur mave og halsbrand

Sur mave og halsbrand er almindelige gener, som ikke desto mindre kan være meget ubehagelige. Her kan du læse mere om symptomer, årsager og behandling.

Illustration af sur mave og halsbrand

Apotekerforeningen

Der kan være mange grunde til, at det opstår. For nogle handler det om følsomhed over for bestemte madvarer eller for meget alkohol. For andre kan det hænge sammen med sygdomme som mavesår eller galdesten. Også visse typer af medicin, for eksempel smertestillende medicin der indeholder ibuprofen eller acetylsalicylsyre, kan irritere maven og give gener.

Meget sjældent kan symptomerne være tegn på kræft i spiserør eller mavesæk.

Hvorfor får man sur mave?

Sur mave – også kaldet dyspepsi – er en samlet betegnelse for ubehag og smerter i den øvre del af maven. 
Der kan være mange grunde til, at det opstår. For nogle handler det om følsomhed over for bestemte madvarer eller for meget alkohol. For andre kan det hænge sammen med sygdomme som mavesår eller galdesten. Også visse typer af medicin, for eksempel smertestillende medicin der indeholder ibuprofen eller acetylsalicylsyre, kan irritere maven og give gener.

Meget sjældent kan symptomerne være tegn på kræft i spiserør eller mavesæk.

Almindelige symptomer på sur mave

  • Smerter og ubehag i mellemgulvet
  • Halsbrand og sure opstød
  • Kvalme
  • Opkastning
  • Tidlig mæthedsfornemmelse
  • Nedsat appetit
  • Oppustethed

Halsbrand. Hvorfor nu det?

Sure opstød og halsbrand er en ubehagelig hilsen fra din mave, som rammer næsten alle fra tid til anden. Faktisk har 5-10 % af voksne daglige symptomer på halsbrand. Halsbrand føles som en sviende eller brændende fornemmelse bag brystbenet og i den øverste del af maven, som kan brede sig op mod halsen.

Forklaringen er ret enkel: Nederst i spiserøret sidder mavemunden – en lukkemuskel, der fungerer som envejsventil til mavesækken. Hvis den ikke lukker ordentligt, kan mavesyren fra mavesækken blive presset opad i spiserøret. Det kaldes refluks. Det klassiske sure opstød skyldes, at syren når helt op i svælg og mund, så den kan smages.

Video om mavesyre: Er din mave sur på dig?

Årsager til halsbrand

  • stærk krydret mad
  • for meget mad
  • for sene måltider
  • for fed mad
  • for meget alkohol og kaffe

Gravide og personer med overvægt oplever ofte halsbrand, fordi trykket i maven øges. Når livmoderen fylder, eller hvis der er mere fedt i bughulen, bliver der ganske enkelt mindre plads, og det kan presse mavesyren op i spiserøret. Det samme kan ske, hvis du spiser meget på én gang.

Med alderen kan mavemunden – den lukkemuskel, der normalt holder maveindholdet på plads – også blive svagere. Når den ikke lukker helt tæt, får mavesyren lettere ved at løbe tilbage og give halsbrand.

Se de gode råd, der kan lindre sur mave og halsbrand

Refluks

Behandling af halsbrand

Hvis du kun sjældent får halsbrand eller sure opstød – for eksempel på ferier eller hvis du har spist fed mad ved specielle anledninger – og dine symptomer er milde, kan du tage syreneutraliserende midler. De har en hurtigtlindrende virkning, men virker til gengæld kun i 1 til 3 timer.

Vær opmærksom på, at syreneutraliserende midler og andre lægemidler kan påvirke hinanden. Tal derfor altid med apoteket eller lægen inden brug af syreneutraliserende midler, hvis du er medicinbruger. Læs altid indlægssedlen.

Du kan også bruge et antirefluksmiddel, som danner et neutralt skumlag, der lægger sig oven på mavens indhold og hæmmer det sure maveindhold i at løbe tilbage i spiserøret.

Begge typer medicin kan købes i håndkøb. 

Læs mere om medicin mod for meget mavesyre

Syrehæmmende medicin

Hvis dine gener er mere udtalte, kan syrehæmmende medicin være en mulighed. Det kan for eksempel være protonpumpehæmmere (PPI) som pantoprazol eller lansoprazol.

Medicinen virker ved at hæmme de celler i mavesækken, som danner syre. På den måde bliver der produceret mindre mavesyre, og symptomerne lindres.

De laveste styrker kan fås i håndkøb, mens de høje styrker kræver recept fra lægen. Uanset om du køber medicinen i håndkøb eller får den på recept, er det vigtigt, at du kun bruger den i kortere perioder, medmindre du har aftalt noget andet med din læge.

Læs mere om syrehæmmende medicin og hvordan den skal bruges.

Tid til at opsøge lægen?

Sur mave og halsbrand er som regel helt ufarlige tilstande, men i sjældne tilfælde kan symptomerne være tegn på mere alvorlig sygdom. 

Det er vigtigt, at du opsøger din læge hvis:

  • Du i mere end 2 uger har haft synkebesvær eller smerter, når du synker
  • Du har vedvarende opkastninger eller kaster blod op
  • Du har et uforklarligt vægttab
  • Du er over 45 år og ikke har haft symptomer før
  • Du er over 45 år og har vedvarende symptomer
  • Du fortsat har gener fra mavesyre selvom du bruger håndkøbsmedicin mod det
  • Du oplever mavesyregener når du bruger medicin, der indeholder acetylsalicylsyre eller NSAID som for eksempel ibuprofen