Gå til indhold

Apotekets Hotline

Der er meget at holde styr på, når du skal håndtere medicin. Det gælder både, hvis du arbejder professionelt med at hjælpe borgere og er ansvarlig for medicinhåndteringen, og hvis du er pårørende, der hjælper dine nære.

Apotekets Hotline

Spørgsmål som ”må pillen knuses?” og ”der står 2 gange dagligt, men hvornår på dagen?” kan opstå, når man har med medicin at gøre. Og spørgsmålene kommer også når apoteket har lukket. 

Derfor kan du få telefonisk rådgivning fra apotekets personale – også uden for normal åbningstid. For når du kender svaret på dine spørgsmål, er det også nemmere at håndtere medicinen på en sikker måde.

Vi er klar til at hjælpe dig på tlf.nr. 82 82 43 43 i dette tidsrum:

Mandag – Fredag kl. 08.30 - 21:00

Lørdag kl. 9.00 - 18:00

Søn- og lukkedage kl. 10.00 - 15.00

Hvem kan bruge Apotekets Hotline?

Apotekets Hotline er et tilbud til:

Sundheds- og plejepersonale, der håndterer borgeres medicin. Det kan for eksempel være på et bosted, plejehjem, i hjemmeplejen, midlertidige pladser og akutpladser.

Pårørende, der håndterer medicin for deres nære. Det kan for eksempel være, du hjælper din ægtefælle eller samlever med at holde styr på medicinen. Du er også pårørende, der håndterer medicin, hvis du hjælper dine forældre med deres medicin. 

Er du medicinbruger og har du spørgsmål om medicin, skal du kontakte dit lokale apotek. Døgnet rundt alle årets dage har du også mulighed for at bruge vores chat. Her er farmakonomer og farmaceuter klar til at svare på dine spørgsmål.

Du får adgang til chatten her

Hvad kan Apotekets Hotline hjælpe med?

Når du ringer til Apotekets Hotline, kan du fra apotekets farmakonomer og farmaceuter få svar på spørgsmål om praktisk brug af og behandling med medicin. Det kan for eksempel være spørgsmål som

•    Hvordan virker medicinen? 
•    Kan det være en bivirkning?
•    Kan medicinen tages sammen med anden medicin?
•    Skal medicinen tages med mad eller er det bedst uden?
•    Hvad gør jeg, når der skal gives to øjendråber?
•    Hvad er holdbarheden af medicinen, når den er åben?

I nogle tilfælde vil det være lægen eller dit lokale apotek, der kan svare på spørgsmålet og derfor dem, du i stedet skal kontakte. Det gælder for eksempel spørgsmål til en konkret recept eller diagnose, medicintilskud og om medicinen kan bringes ud.

Du finder kontaktoplysninger til dit lokale her

Apotekets Hotline er en forsøgsordning, der løber fra 1. februar – 31. december 2026. Den varetages af Vojens Apotek, Webapoteket, Apopro Online Apotek og København Steno Apotek.

Rammerne for ordningen er beskrevet i Bekendtgørelsen om Apotekets Hotline 

Brug for hjælp uden for åbningstiden?

Er det både uden for apotekets og Apotekets Hotlines åbningstid har du stadig mulighed for at få hjælp fra apotekets personale. 

Apotekets chat er bemandet med faguddannet apotekspersonale hele døgnet rundt alle årets dage. Her kan du både som medicinbruger, pårørende og sundheds- og plejepersonale få svar på dine spørgsmål om medicin, sundhed og sygdom. 

Du får adgang til chatten her