Hvis du bruger medicin fast, har du sikkert oplevet at den kan skifte udseende fra gang til gang. Det kan både være forvirrende og frustrerende … og hvorfor kan det ikke bare være det samme hver gang?!
Vi forstår dig, men via lovgivningen er vi forpligtet til at tilbyde den billigste udgave af den medicin, som lægen har ordineret til dig. For at forstå hvorfor det kan skifte fra gang til gang, er man nødt til at forstå, hvordan medicinpriserne fastsættes:
Medicinalvirksomhederne fastsætter priserne på medicin og de er forpligtiget til at holde den samme pris i 14 dage ad gangen. Det betyder at din receptmedicin koster det samme, uanset hvilket apotek du handler på. Det betyder også, at priserne kan skifte hver 14. dag, hvor virksomhederne konkurrerer ved at byde ind med deres pris på medicinen. Den medicin, der har den laveste pris, ’vinder’ retten til at blive tilbudt som den billigste udgave af medicinen på apoteket i den næste 14-dages periode. Priskonkurrencen sikrer både dig og samfundet lave medicinpriser.
Derfor kan det være forskelligt, hvilken pakning der er den billigste, når du kommer på apoteket for at hente din medicin. Du må altid gerne sige nej tak og bede om at få den samme udgave af medicinen hver gang. Du skal blot være opmærksom på, at det kan være forbundet med en ekstra udgift, da den kan være dyrere og tilskud til medicin beregnes ud fra den billigste udgave.
Tak fordi du taler pænt til os – så kan vi bedre rådgive dig.