Et pudder kan for eksempel være talkum eller lignende, hvor der kan være tilsat aktive lægemiddelstoffer. Det kan eksempelvis være et svampedræbende middel.
Et pudder er et lægemiddel på pulverform, som du skal bruge til at pudre din hud, slimhinder eller sår med. Pudder bliver ofte brugt i forbindelse med spædbørnspleje samt fod- og svedproblemer.
Du må aldrig bruge pudder sammen med salver, cremer og lignende præparater. Det kan danne en klumpet grød, som kan skade din hud.
Pudder skal opbevares tørt og ved stuetemperatur, hvis der ikke står andet på pakningen. Pudder kan ofte holde sig 5 år, men det er vigtigt at læse udløbsdatoen på pakningen. Medicin skal altid opbevares så børn og dyr ikke kan nå det. Hvis du er i tvivl om opbevaring eller holdbarhed på din medicin - så spørg på apoteket.