Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.
Hvis du skal have lavet en priktest med ALK (726) Torsk Soluprick SQ:
Nogle typer medicin kan påvirke resultatet af priktesten, så testen viser et forkert (falsk negativt) resultat. Derfor anbefales følgende:
- Antihistaminer (medicin mod allergi):
- Korttidsvirkende antihistaminer: Skal stoppes mindst 3 dage før priktesten.
- Langtidsvirkende antihistaminer: Skal stoppes ca. 1 uge før priktesten.
- Glukokortikoider til udvortes brug (cremer eller salver med binyrebarkhormon) på testområdet kan nedsætte reaktionen på priktesten i op til 3 uger efter brug.
- Systemisk kortikosteroid (binyrebarkhormon som tabletter eller indsprøjtning):
- Lave doser (under 10 mg prednisolon pr. dag): Behøver ikke stoppes før testen.
- Højere doser eller længerevarende behandling kan påvirke testen i op til 3 uger efter ophør.
- Kortvarig behandling med mere end 10 mg: Priktesten kan tidligst udføres 1 uge efter ophør.
- Andre lægemidler, der kan påvirke resultatet:
- Medicin med antihistaminlignende virkning (fx tricykliske antidepressiva).
- Behandling med omalizumab (fx Xolair eller Omlyclo) kan påvirke priktesten i op til 4-6 uger efter brug.
- Tidligere eller samtidig behandling med allergivaccination (allergen immunterapi) kan nedsætte testens reaktion.
Hvis du får behandling med ALK (726) Torsk Alutard SQ eller Aquagen SQ:
- Alutard SQ indeholder aluminium. Derfor bør du undgå samtidig behandling med anden medicin, der også indeholder aluminium (fx syreneutraliserende medicin mod mavesyre), mens du får Alutard SQ.
- Hvis du tager anden medicin mod allergisymptomer, fx antihistaminer, binyrebarkhormon eller mastcellestabilisatorer, kan det gøre, at du bedre tåler allergivaccinationen. Din læge skal tage højde for dette, hvis du stopper med denne medicin.