Midler der kan nedsætte virkningen af Azalia
En række midler kan nedsætte virkningen og muligvis føre til, at den svangerskabsforebyggende effekt er nedsat. Det gælder bl.a.: Carbamazepin og phenobarbital (midler mod epilepsi), perikon (naturmiddel mod depression) samt rifabutin og rifampicin (antibiotika). Brug af supplerende barrieremetode kan overvejes ved samtidig behandling og de efterfølgende 28 dage.
Midler der kan øge virkningen af Azalia
Flere midler kan øge virkningen og derved øge risikoen for bivirkninger. Det gælder bl.a.: Atazanavir, fosamprenavir og ritonavir (midler mod HIV), clarithromycin (antibiotika), itraconazol og voriconazol (midler mod svamp) samt ketoconazol (middel mod Cushings syndrom).
Andre midler
Visse midler mod akne eller psoriasis (retinoider) kan muligvis nedsætte den præventive virkning og har samtidig fosterskadende virkning. Hvis man behandles med disse midler, bør man vælge en anden form for prævention.