Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.
- En række lægemidler nedsætter virkningen af Epclusa® betydeligt. Derfor må disse midler ikke tages sammen med Epclusa®, fx:
- visse epilepsimidler (carbamazepin, phenobarbital, phenytoin)
- visse midler mod tuberkulose (rifabutin, rifampicin)
- naturlægemidler med perikon.
- En række andre lægemidler nedsætter virkningen af Epclusa®. Derfor bør disse midler ikke tages sammen med Epclusa®, fx:
- efavirenz (HIV-middel)
- modafinil (middel mod narkolepsi)
- oxcarbazepin (epilepsimiddel).
- Ved samtidig brug af amiodaron (middel mod hjerterytmeforstyrrelser):
- Der er risiko for langsom puls og forstyrrelser i impulsen mellem hjertets for- og hovedkamre.
- Hvis du oplever tegn på langsom puls eller hjerterytmeforstyrrelser, er det meget vigtigt, at du straks kontakter en læge.
- Dette gælder også, hvis du har taget amiodaron inden for de sidste par måneder.
- Epclusa® øger virkningen af mange statiner (kolesterolsænkende midler), især rosuvastatin. Derfor bør dosis af rosuvastatin nedsættes, og der bør også anvendes nedsat dosis af de øvrige statiner med undtagelse af pravastatin.
- Epclusa® øger virkningen af tenofovir (middel mod HIV og leverbetændelse), og samtidig brug af disse kræver hyppig kontrol af nyrernes funktion.
- Syreneutraliserende midler skal tages mindst 4 timer før eller efter Epclusa®.
- Ved evt. samtidig brug af syrepumpehæmmere (i lav dosis) skal Epclusa® tages sammen med mad 4 timer før syrepumpehæmmeren.
- Epclusa® kan øge virkningen af digoxin (middel mod hjertesvigt og hjerterytmeforstyrrelser).
- Ved samtidig behandling med visse blodfortyndende midler (K-vitamin-antagonister) kan det være nødvendigt hyppigere at kontrollere blodets evne til at størkne.