Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.
Midler der øger eller mindsker effekten af Lojuxta
- En lang række midler kan øge eller mindske effekten af Lojuxta.
- Samtidig behandling med de midler, der kan øge effekten kraftigt, skal undgås. Det drejer sig bl.a. om: Clarithromycin (antibiotikum), ketoconazol (middel mod Cushings syndrom), diltiazem (middel mod forhøjet blodtryk/hjertekrampe) samt fosamprenavir og ritonavir (midler mod HIV).
- For de midler, der kan øge effekten af Lojuxta i mindre grad, anbefales forsigtighed og at disse midler tages 12 timer før eller efter Lojuxta.
- Ved samtidig behandling af midler, der kan mindske effekten af Lojuxta, anbefales hyppigere kontrol af kolesterol-indholdet i blodet og evt. justering i dosis af Lojuxta.
Statiner
Lojuxta kan øge effekten af statiner (andre kolesterolsænkende midler). Hvis man er i behandling med Lojuxta, må man højst tage 40 mg simvastatin i døgnet på grund af øget risiko for muskelbivirkninger.
Blodfortyndende midler
Lojuxta kan øge virkningen af det blodfortyndende middel warfarin. Hvis man skal behandles med Lojuxta og samtidig er i behandling med warfarin, skal man have målt blodets evne til at størkne (INR) før behandlingen med Lojuxta startes og regelmæssigt under behandlingen.
Midler hvis effekt kan øges af Lojuxta
Lojuxta kan øge effekten af visse andre midler. Det drejer sig bl.a. om; aliskiren (middel mod forhøjet blodtryk), digoxin (middel mod bl.a. hjertesvigt), everolimus (middel til immunterapi), fexofenadin (middel mod allergi) og sirolimus (middel mod afstødning af transplanterede organer). Det kan evt. være nødvendigt at nedsætte dosis af det andet middel.