Gå til indhold

Qlaira®, komb.

Bayer
Virksomme stoffer

Dienogest, Estradiolvalerat

Indhold

Bruges mod

Qlaira® er et svangerskabsforebyggende middel. P-piller. Kombinationspræparat med gestagen (ikke klassificeret).

Qlaira® anvendes som svangerskabsforebyggende middel og til behandling af kraftig menstruationsblødning, der ikke skyldes sygdom i livmoderen, hos kvinder, der ønsker at anvende oral kontraception.

Midlet indeholder to stoffer, et kvindeligt kønshormon (østrogen) og et syntetisk progesteronlignende kønshormon (gestagen).

Midlet er af fire-fasetypen, dvs. der er forskellig hormonmængde i tabletterne i de fire faser.

Dosering

Findes som tabletter.

  • Du begynder på 1. dag i en menstruation. Der tages 1 mørkegul tablet i døgnet de første 2 dage, derefter 1 mellemrød tablet i døgnet de næste 5 dage, de næste 17 dage tages 1 lysegul tablet i døgnet, hvorefter der tages 1 mørkerød tablet i døgnet i 2 dage. De sidste 2 dage tages 1 hvid tablet i døgnet.
  • Har man glemt at tage en tablet, skal man tage den, inden der er gået 12 timer og derefter fortsætte med tabletterne på det sædvanlige tidspunkt.
  • Går der mere end 12 timer, er metoden usikker.
  • Den sidst glemte tablet tages straks, eventuelt tages 2 tabletter samtidig.
  • Herefter fortsætter man med at tage tabletterne til det sædvanlige tidspunkt, men samtidig må du/partneren i de næste 9 dage anvende anden form for prævention, fx kondom.
  • Hvis der er mindre end 2 tabletter tilbage i pakningen, fortsættes med en ny, så snart den nuværende pakning er tom. Det vil sige, at der ikke skal holdes 2 dages pause med hvide tabletter som normalt.

Sådan virker medicinen

  • Virker ved at forhindre ægløsning og ved at ændre slimhinden i livmoderen.
  • Midlet påvirker desuden slimen i livmoderhalsen, så sædcellens passage vanskeliggøres.
  • Den svangerskabsforebyggende virkning indtræder den første dag. Forebyggelsen er også effektiv i de 2 dages pause (hvor der indtages hvide tabletter). I pausen indtræder en menstruationslignende blødning.

Bivirkninger

Dette lægemiddel kan give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.

Almindelige

Højst 10 ud af 100 personer får bivirkningen.

Potentielt alvorlige bivirkninger

  • Mavesmerter
  • Blødning fra livmoderen
  • Udebleven menstruation

Oftest ikke alvorlige bivirkninger

  • Kvalme
  • Vægtøgning
  • Hovedpine
  • Brystspænding
  • Smertefulde menstruationer
  • Smerter i brysterne
  • Acne

Ikke almindelige

Højst 1 ud af 100 personer får bivirkningen.

Potentielt alvorlige bivirkninger

  • Leverpåvirkning
  • Muskelkramper
  • Cyster på æggestokkene
  • Migræne
  • Svimmelhed
  • Depression
  • Humørsvingninger
  • Blødning fra skeden
  • Sammentrækninger i livmoderen
  • Hårtab
  • Forhøjet blodtryk
  • Hævelser pga. væskeophobning i kroppen

Oftest ikke alvorlige bivirkninger

  • Diarré
  • Opkastning
  • Vægttab
  • Søvnløshed
  • Kraftig menstruation
  • Nedsat sexlyst
  • Svampeinfektion i skeden
  • Udflåd fra skeden
  • Hudkløe
  • Hududslæt
  • Øget svedtendens
  • Hedeture

Sjældne

Højst 1 ud af 1.000 personer får bivirkningen.

Potentielt alvorlige bivirkninger

  • Betændelse i lymfekirtler
  • Blodprop i hjertet
  • Betændelse i galdeblæren
  • Problemer med brug af kontaktlinser
  • Rygsmerter
  • Bristede cyster på æggestokkene
  • Ændring i hudens følesans
  • Aggressivitet
  • Angst
  • Koncentrationsbesvær
  • Nervøsitet
  • Gener fra urinvejene
  • Betændelse i skeden
  • Underlivsbetændelse
  • Astma
  • Åndenød
  • Blodpropper
  • Årebetændelse
  • Åreknuder

Oftest ikke alvorlige bivirkninger

  • Hjertebanken
  • Tørre øjne
  • Fordøjelsesbesvær
  • Forstoppelse
  • Mundtørhed
  • Forstørret lever
  • Forkølelsessår
  • Uro
  • Rastløshed
  • Søvnforstyrrelser
  • Smerter i urinrøret
  • Gener i skeden
  • Menstruationsforstyrrelser
  • Mælkeflåd
  • Øget sexlyst
  • Næseblod
  • Allergiske hudreaktioner
  • Områder med øget pigment ved udsættelse for sollys
  • Uønsket hårvækst hos kvinder

Ikke kendt

Potentielt alvorlige bivirkninger

  • Svulster i leveren
  • Brystkræft
  • Godartet knude i brystet
  • Kræft i livmoderen
  • Livmoderhalskræft
  • Blodprop i lungerne

Praktiske erfaringer

Risiko for blodpropper

Brug af svangerskabsforebyggende midler med hormoner øger risikoen for blodpropper, særligt i venerne. Risikoen blopropper i venerne er størst de første 6-12 måneder. Risikoen for blodpropper stiger med alderen, især risikoen for blodpropper i arterierne.

Androgene bivirkninger

Den vigtigste uønskede effekt er de såkaldte androgene virkninger (der skyldes indholdet af gestagen). Det vil oftest være akne (hos enkelte ses dog en bedring), kvalme og humørsvingninger.

Vægtøgning

Man har ikke kunne se betydende, varig vægtøgning ved brug af p-piller med lignende indhold af hormoner som Qlaira®.

Blødning

Blødningsproblemer ses hos helt op til 50 %, men forsvinder oftest efter de første 3 måneder. Blødning ses hyppigere hos rygere. Blødningsmængden vil være mindre i forhold til en normal menstruation og nogle få vil opleve at blødningen helt forsvinder (dette er ufarligt, men kan give bekymring om graviditet).

Depression

Særligt for kvinder under 25 år ser der ud til at være en risiko for depression. Det er vigtigt at være opmærksom på depressions-symptomer som dårligt humør kombineret med fx besvær med hukommelse, koncentration og søvn.

Brystkræft

Risikoen for brystkræft kan øges ved brug af svangerskabsforebyggende midler med hormoner. Risikoen ser ud til at være forhøjet med en relativ øgning på 1,2 - dvs. for hver kvinde, der ikke tager midlerne, der får brystkræft, vil det være 1,2 kvinder, der tager midlerne, der får brystkræft.

Andre bivirkninger set ved brug af svangerskabsforebyggende midler med hormoner:

  • Kvalme, brystspænding og vægtstigning, som er mest udtalte i starten og som regel forsvinder ved fortsat brug.
  • Godartede knuder i leveren og anden påvirkning af leveren (fx leverbetændelse og nedsat leverfunktion).
  • Let øget risiko for kræft i livmoderhalsen (hvis man har en HPV-infektion).
  • Betændelse i synsnerven og blodprop i nethinden.
  • Forværring af åreknuder.
  • Udvikling af pigmentpletter i ansigtet.
  • Betændelse i bugspytkirtelen.
  • Inflammation i tyktarmen, herunder kronisk inflammation.
  • Øget risiko for galdesten.
  • Forværring af: Porfyri (en sjælden arvelig sygdom), systemisk lupus erythematosus (en kronisk autoimmun sygdom) eller Sydenhams korea (en type gigtfeber).
  • Udvikling eller forværring af symptomer ved angioødem (allergisk udløst hævelse i bl.a. ansigt, mundhule og strube).
  • Otosklerose (knoglesygdom i øret med nedsat hørelse).
  • Hæmolytisk-uræmisk syndrom (en sjælden blod- og nyresygdom).

Det skal du vide, når du tager medicinen

Priser, pakninger og tilskud

Tilskud

Qlaira / 3 x 28 stk. (blister)

Dienogest

Lægemiddelform

Filmovertrukne tabletter

Pris

283,15 kr. (3,37 kr. pr. enhed)

Intet tilskud

Receptpligtigt, flere udleveringer

Revisionsdato

Torsdag den 26. februar 2026. Priserne er dog gældende pr.mandag den 6. juli 2026.

Der kan forekomme forskelle mellem præparatbeskrivelsen og oplysningerne i produktresumeet og/eller indlægssedlen. Det skyldes, at min.medicin.dk kan have suppleret Lægemiddelstyrelsens og producentens præparatinformationer med andre kilder. Min.medicin.dk har det fulde ansvar for præparatbeskrivelserne.