Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.
VitaCare Modigen må ikke anvendes, hvis du tager:
- Blodfortyndende midler.
- Proteasehæmmere og non-nukleosid reverse transskriptasehæmmere (midler mod HIV).
- Ciclosporin, tacrolimus (midler efter transplantation eller for svære sygdomme, der påvirker immunsystemet).
- Digoxin, ivabradin og calciumantagonister fx verapamil og nifedipin. (midler for hjertesygdom).
- P-piller. VitaCare Modigen kan nedsætte P-pillernes virkning.
- Azolsvampemidler fx voriconazol (svampemidler).
- Imatinib, irinotecan (midler mod kræft).
- Methadon (middel mod stærke smerter eller afvænning fra stofmisbrug).
- Carbamazepin, phenobarbital og phenytoin (epilepsimidler).
- Theophyllin (middel mod astma).
Der bør udvises forsigtighed ved samtidig behandling af VitaCare Modigen med følgende midler:
- Syrepumpehæmmere fx omeprazol, pantoprazol, esomeprazol (midler mod mavesår eller sure opstød).
- Statiner fx atorvastatin, simvastatin (kolesterolsænkendemidler).
- Midazolam (sovemiddel).
- Triptaner fx sumatriptan (migrænemidler).
- Antidepressiva (midler mod depression).
- MAO-hæmmere (midler mod depression eller Parkinsons sygdom)
- Methylphenidat (midler mod ADHD)
- Visse opioder (stærke smertestillende midler).
Øget lysfølsomhed af huden er en bivirkning ved VitaCare Modigen. Du skal derfor udvise forsigtighed, hvis du tager anden medicin, der også har denne bivirkning. Det kan være:
- Tetracyklin (antibiotikum).
- Thiazider (vanddrivende midler).
- Methoxalen (hudmiddel mod psoriasis).