Love og regler
Hvorfor skifter min medicin navn?
Ofte hedder din medicin ikke det, der står på recepten. Det er fordi apoteket giver dig den billigste medicin af den slags lægen har ordineret.
Når du køber receptmedicin på apoteket, oplever du måske ofte, at din medicin har et andet navn, end det lægen har skrevet på recepten. Men medicinen indeholder stadig det samme aktive stof, i den samme mængde. Medicinen er bare billigere. Apoteket har pligt til at tilbyde dig det billigste produkt. Det kaldes substitution.
Apoteket har pligt til at informere dig om prisen på det billigste lægemiddel, der kan substitueres til
Udseendet kan variere
Medicinens navn kan være forskelligt, og hjælpestoffer, form og farve ligeså, men den har altid det samme aktive indholdsstof. Desuden kan indlægssedlerne være lidt forskellige, da medicinalfirmaerne hver især udarbejder deres egen indlægsseddel.
Siden januar 2014, er det blevet lovpligtigt for apoteket at påføre det generiske lægemiddelnavn (dvs. de aktive indholdsstoffer) nederst på doseringsetiketten. På den måde kan du altid se navnet på det aktive stof i medicinen på doseringsetiketten.
Ikke altid den billigste medicin
Der er situationer, hvor apoteket ikke skal tilbyde og udlevere den billigste medicin:
- Lægen kan skrive ”ej S” (ikke substitution) på recepten.
- Du selv ønsker et bestemt præparat
- Hvis produktet, der står på recepten, kun er ganske lidt dyrere, end det billigste, behøver apoteket ikke udlevere det billigste. Der er lovbestemte grænser for, hvor stor forskellen må være.