Chat with us, powered by LiveChat Medicinsamtale – et gratis tilbud til dig fra apoteket
Rådgivning

Medicinsamtale - et tilbud fra apoteket

Det kan være svært at få skabt gode medicinvaner, selvom man gerne vil. Faktisk får næsten halvdelen af alle medicinbrugere ikke taget deres medicin som aftalt. Så hvis du har oplevet problemer med at få taget din medicin, er du langt fra den eneste. En medicinsamtale er en gratis sundhedsydelse, som du kan få på apoteket, hvis du opfylder visse kriterier. Den har til formål at give dig viden og gode råd, så du kan få det bedste ud af din behandling.

Mand med medicin i hånden

To slags samtaler

Der er to typer medicinsamtaler. Den ene er til dig, der indenfor de sidste 6 måneder har fået konstateret en kronisk sygdom og derfor har fået ny medicin. Her er målet, at du kommer godt i gang med din medicin.

Den anden type retter sig mod dig, der har udfordringer eller er i risiko for at udfordringer med at bruge din medicin. Samtalen kan støtte dig i at få gode vaner omkring medicinen, så du får den bedste effekt af din behandling. Du må gerne tage en pårørende med, hvis du vil have fire ører i stedet for to. Tilbuddet om medicinsamtale gælder også forældre til børn, der har en kronisk sygdom.

Du kan få en samtale, hvis du:

  • har fået konstateret kronisk sygdom inden for de seneste seks måneder og som du får medicin for
  • har problemer med at tage din medicin efter seks måneders behandling

Du kan få også en samtale, hvis der er risiko for, at dine medicinvaner bliver udfordret, fordi du:

  • er nyligt udskrevet fra hospitalet med en ændring i din behandling
  • er begyndt at få dosisdispenseret medicin
  • er begyndt på at trappe ud af din medicin efter aftale med lægen
  • er i behandling med lægemidler til injektion

Sådan foregår det

En medicinsamtale består i virkeligheden af to samtaler af sammenlagt ca. 20 minutters varighed. Du får mulighed for at tale uforstyrret med en farmaceut eller farmakonom om det, der er vigtigt for dig i forhold til din medicin.

Den første del foregår ofte på apoteket i rolige og diskrete omgivelser, men det kan også være et videoopkald, hvis det passer dig bedre. Efter 3-4 uger, hvor du har haft mulighed for at afprøve de råd og værktøjer, som du fik med fra den første samtale, er der en opfølgende samtale enten på apoteket, via video eller over telefonen.

Samtalen tager udgangspunkt i netop din situation og hvad der fungerer for dig, og den kan blandt andet handle om virkningen af – og eventuelle bekymringer omkring – medicinen, mulige bivirkninger, tilskudsmuligheder med mere.

Hvis du har en sprogbarriere i forhold til dansk, kan apoteket i nogle tilfælde tilbyde samtalen på dit sprog.

Kontakt dit lokale apotek for at lave en aftale. Find dit apotek her.


Hvorfor kan det være svært?

Der er rigtig mange årsager til, at man kan have udfordringer med at få taget sin medicin. Det handler ofte om viden og gode vaner.

Kvinde er bekymret for bivirkninger

For eksempel kan det være en stor omvæltning at finde ud af, at man har en kronisk sygdom, som kræver medicinsk behandling. Mange bekymringer og spørgsmål melder sig helt naturligt – hvordan virker medicinen og hvorfor skal jeg tage den? Skal den tages på en bestemt måde, kan der være bivirkninger, hvornår mærker man en effekt og hvad nu, hvis man glemmer en dosis? Her kan en medicinsamtale give dig den viden, der gør dig tryg ved behandlingen.

Kvinde med medicin i hånden

Viden giver motivation

Jo mere du ved om din medicin og hvilken effekt den har, jo bedre er du rustet til at få den bedste effekt af din behandling. Hvis du føler dig usikker på, hvorfor du egentlig skal tage medicin og hvad virkningen er på længere sigt, kan det måske være svært at finde motivationen – særligt hvis du tager medicinen forebyggende og ikke oplever symptomer i dagligdagen. Er du udfordret på grund af eventuelle bivirkninger eller fordi du skal vænne sig til at injicere din medicin, kan medicinsamtalen give gode råd og strategier til, hvordan du tackler det.

Ung kvinde der stikker sig med medicin

Og så er der de helt lavpraktiske udfordringer med at få nye vaner ind i hverdagen og få taget de rigtige doser medicin på det rigtige tidspunkt. Måske skal medicinen tages med forskellige intervaller, måske er der særlige forholdsregler i forhold til måltider eller eventuelle kosttilskud, du plejer at tage.

Det kan også være, at du har været indlagt, og nu skal tage medicin på en ny måde efter at du er kommet hjem, men har svært ved at huske, hvilke informationer du fik på hospitalet.

Hvis du lige er begyndt at få dosispakket medicin, men for eksempel er i tvivl om, hvad du skal gøre, hvis du glemmer en dosispose, kan du også få en gratis medicinsamtale på apoteket. Det er en god mulighed for dig, der ellers er vant til at selv at håndtere dine doser og nu skal vænne dig til at få medicinen leveret på en ny måde.

Ældre mand der tager medicin

Tryg udtrapning

Medicinsamtaler er ikke kun til dem, der er i gang med en behandling. Det er også til dig, der skal trappe ud af din medicin, fordi du ikke længere har brug for den. Det kan godt give lidt uro – kan man få tilbagefald og hvad nu, hvis der opstår følgevirkninger? Det giver mere ro på, når du ved, hvad du kan forvente.

Du aftaler udtrapning af medicin med din læge. Det er også din læge, der skal henvise dig til denne medicinsamtale. Det kan hun eller han gøre ved at kontakte det lokale apotek og aftale nærmere.

Ung kvinde der skal trappe ud af medicin

Godt klædt på

Det er rart at være forberedt inden medicinsamtalen, så I kan få talt om alt det, der betyder noget for dig. Her er nogle eksempler på relevante spørgsmål, du kan stille. Skriv dem ned, der er aktuelle for dig og tilføj eventuelt flere.

Spørgsmålene kan også hjælpe dig med at finde ud af, om en medicinsamtale er noget for dig. Er der et eller flere af spørgsmålene, du ikke kender svaret på, er det en god ide at tale med apoteket om medicinsamtale kunne være noget for dig.

  • Hvad får jeg medicinen for?
  • Hvilke bivirkninger skal jeg holde øje med?
  • Hvorfor har min medicin et andet navn, end den plejer?
  • Hvorfor skal jeg tage en anden dosis eller mængde, end jeg plejer?
  • Hvor længe skal jeg tage medicinen?
  • Hvem skal jeg kontakte, hvis jeg får bivirkninger?

Flere tilbud fra apoteket

Apoteket har flere tilbud, der gør det nemmere at håndtere sin medicin.

Med vores app 'apoteket' kan du blandt andet få overblik over dine recepter og se, hvad de forskellige lægemidler er udskrevet for. Du kan forny recepter, så du ikke pludselig løber tør. Funktionen Medicinhusker kan give dig besked, når det er tid til at tage din medicin, så du ved, at du får taget den rette dosis på rette tidspunkt. Du kan også tilføje håndkøbsmedicin og kosttilskud til medicinhuskeren. Du kan downloade ‘apoteket’ i app Store eller på Google Play.

Smartphone med appen apoteket
Læs mere om apotekets app

Små poser - stor tryghed

En anden hjælpende hånd til at holde styr på din behandling er dosispakket medicin, som er særlig praktisk, hvis du tager mange forskellige lægemidler på forskellige tidspunkter af døgnet. Dosispakket medicin vil sige, at din medicin bliver pakket i små dosisposer, der er beregnet til at tage på bestemte tidspunkter – for eksempel morgen, middag og aften. Poserne hænger sammen i en rulle i den rækkefølge, du skal tage dem. På poserne er tydeligt markeret, hvordan og hvornår medicinen skal tages, så du straks kan se, om du har glemt en dosis.

Læs mere om dosispakket medicin

Spørg bare

Du kan altid få hjælp og vejledning på apoteket, hvis du har spørgsmål om din medicin. Du kan enten komme ind på apoteket eller benytte vores online chat her på siden, hvor faguddannet apotekspersonale er klar til at svare på dine spørgsmål døgnet rundt. Find dit nærmeste apotek her.