Chat with us, powered by LiveChat stofskifte
Stofskifte i ubalance
Om højt og lavt stofskifte

Vidste du, at dit stofskifte er livsvigtigt for alle din krops funktioner? Stofskiftet har nemlig indflydelse på kroppens energiomsætning, og et stofskifte i balance er derfor nødvendigt for et godt fysisk helbred og psykisk velvære.

Hvad er stofskiftet?
Stofskiftet er livsvigtigt

Alt, hvad der foregår i kroppen, har forbindelse til stofskiftet. Stofskiftehormonerne er nemlig involveret i alle de biokemiske reaktioner, der foregår på celleniveau. Det har for eksempel betydning for vores energiniveau, temperaturregulering, fordøjelsesevne, fertilitet, ældningsproces, hjernefunktion og kredsløb. Hvis stofskiftet er ude af balance, kan kroppens celler ikke fungere optimalt, og det kan komme til udtryk med mange forskellige symptomer, der påvirker livet i større eller mindre grad.

Hvor ‘sidder’ stofskiftet?
Stofskiftet er et resultat af samspillet mellem to kirtler i kroppen – hypofysen og skjoldbruskkirtlen. Hypofysen, der er en lille kirtel på størrelse med en ært på undersiden af hjernen, er kroppens overordnede center for hormonproduktion. Stofskiftehormonerne dannes i skjoldbruskkirtlen – også kaldet thyreoidea – der er en sommerfugleformet kirtel, som sidder fortil på halsen, lige over brystbenet.
Hormonkredsløbet med hypofysen og skjoldbugskirtlen
En fin balance
Inde i skjoldbruskkirtlen dannes to hormoner: thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3). Produktionen reguleres af hypofysen, der sender signal til skjoldbruskkirtlen med hormonet TSH. Det stimulerer skjoldbruskkirtlen til at producere T4 og T3, som kommer rundt til alle afkroge af kroppen via blodet. Mængden af stofskiftehormon i blodet påvirker, hvor meget TSH, hypofysen udskiller. Er der for lidt, i forhold til det kroppen har brug for, udskiller hypofysen mere TSH, og er der for meget, bliver produktionen af TSH sat ned. Sådan holdes den fine balance i stofskiftet, så der altid er præcis den mængde stofskiftehormon, som kroppen har brug for.  
Hormonerne T4, T3 og TSH
Stofskifte i ubalance
Hvis produktionen af stofskiftehormoner af den ene eller den anden årsag kommer ud af balance, kan det ende med enten for lavt eller for højt stofskifte.
 
Ofte er det på grund af en autoimmun sygdom, hvor kroppens eget immunsystem nedbryder cellerne i skjoldbruskkirtlen. Det er tilfældet med Hashimotos sygdom, der er forbundet med for lavt stofskifte. Ved Hashimotos sygdom er der en kronisk inflammationstilstand i skjoldbruskkirtlen, der gør, at den ikke er i stand til at producere nok T4 og T3.
TSH
‘TSH’ står for thyreoideastimulerende hormon. Det udskilles af hypofysen.
T4,T3
Thyroidea, altså skjoldbruskkirtlen, producerer de to stofskiftehormoner T4 (thyroxin) og T3 (trijodthyronin).

En anden autoimmun stofskiftesygdom er Graves’ sygdom, der giver for højt stofskifte. Ved Graves' sygdom danner kroppen antistoffer, som efterligner hormonet TSH, der stimulerer produktionen af hormonerne T4 og T3. Resultatet er, at skjoldbruskkirtlen bliver mere og mere overstimuleret og producerer for meget T4 og T3.

Ubalancen kan også udløses af knuder i skjoldbruskkirtlen. En stofskiftesygdom kan være forbigående eller kronisk. For eksempel kan der i forbindelse med graviditet og fødsel opstå forbigående ubalance i stofskiftet, der kan give både for højt og for lavt stofskifte.

Alle mennesker kan få en stofskiftesygdom, men der er flest kvinder, der rammes: hver gang én mand får en stofskiftesygdom, gælder det samme for fem kvinder.

Hvad er symptomerne på højt og lavt stofskifte?

Populært sagt får lavt stofskifte kroppens funktioner til at gå langsommere, og højt stofskifte får dem til at gå hurtigere. Tegnene på ubalance i stofskiftet kan forveksles med mange andre sygdomme, både fysiske og psykiske. Udviklingen kan være langsom og næsten umærkelig, og det er langt fra sikkert, at man har alle symptomerne. Af den grund er en stofskiftesygdom måske ikke det første, man tænker på, når man går rundt og har det skidt.

Derfor er det godt at vide, hvilke symptomer, du skal være opmærksom på, enten hos dig selv eller hos andre. 

Prøv selv at placere symptomerne nedenfor, hvor du tror, de hører til:

Højt stofskifte
Højt stofskifte

Højt stofskifte er, når skjoldbruskkirtlen laver for meget stofskiftehormon. Det kan komme pludseligt eller gradvist. Symptomerne kan være nemme at forveksle med symptomer på for eksempel stress eller overgangsalder. Fordi kroppens processer er speedet op, vil nogle af tegnene kunne være hjertebanken, koncentrationsbesvær, uro i kroppen, diarré og en tendens til at være svedig og føle sig for varm. Man kan også tabe sig, uden at der er en indlysende grund.

Hos mange, der lider af forhøjet stofskifte, er skjoldbruskkirtlen mere eller mindre forstørret – det kaldes struma.

PODCAST: “Signes hænder rystede så meget, at hun ikke kunne styre en computermus.”

| Læs apotekets artikel om for højt stofskifte. Klik her
Lavt stofskifte
Lavt stofskifte

Lavt stofskifte er, når skjoldbruskkirtlen laver for lidt stofskiftehormon og kroppens processer derfor bliver langsommere. Ofte kommer symptomerne snigende, og de kan være meget diffuse. Derfor kan der gå lang tid, før man opdager, at man er syg, særligt fordi mange af symptomerne går igen ved stress, depression eller almindelige aldersbetingede forandringer. Man vil føle sig meget træt og tung i kroppen og man kan opleve, at man altid fryser. Andre tegn er forstoppelse og en følelse af at hjernen arbejder langsomt. Man kan også tage lidt på i vægt, eller have besvær med at tabe sig.

PODCAST: “Lavt stofskifte fik mig til at tænke sorte tanker.”

| Læs apotekets artikel om for lavt stofskifte. Klik her
I tvivl?
Til lægen eller ej?
Tænksom kvinde
Mange, som har fået konstateret for højt eller for lavt stofskifte, beretter, at de gik rundt med symptomer i lang tid, før de fandt frem til årsagen. Måske fordi der ikke er så stor opmærksomhed på stofskiftet, og fordi mange af symptomerne også optræder i andre sammenhænge. Et af de hyppigste symptomer for både højt og lavt stofskifte er, at man er meget træt og uoplagt – noget de fleste af os kan nikke genkendende til i perioder. Det er for eksempel nemt at tilskrive træthed, hjertebanken eller hukommelsesbesvær, at man er i en travl eller stresset periode af sit liv. Og det kan også meget vel være årsagen. Derfor er det heller ikke nødvendigt, at du skynder dig til lægen, hvis du i en kortere periode oplever nogle af de symptomer, som er beskrevet i oversigten nedenunder. Men hvis symptomerne  fortsætter, og navnlig hvis der ikke er en anden oplagt forklaring på symptomerne, skal du gå til lægen. Lægen kan afgøre, om der er tale om en ubalance i stofskiftet, der kræver behandling ud fra dine symptomer og en blodprøve, som viser niveauet af TSH, T4 og T3.
Blodprøve
Sådan måles dit stofskifte

Det er relativt nemt at undersøge, om stofskiftet er i balance. Når man skal lave en stofskifteprøve, er det hormonet TSH, man måler på, fordi, mængden af TSH er en meget følsom indikator på, om skjoldbruskkirtlen fungerer, som den skal. Hvis der mangler stofskiftehormoner i blodet, vil hypofysen udskille mere TSH, for at prøve at sætte produktionen af T4 og T3 i vejret. Og omvendt vil hypofysen sætte produktionen af TSH ned, hvis der er for meget T4 og T3 i blodet.

Derfor vil et lavt stofskifte vise sig med et forhøjet indhold af TSH, mens mængden af T4 og T3 er for lavt. Og et højt stofskifte vil vise sig ved, at TSH-niveauet er for lavt, mens T4 og T3 er for højt.

Symptomoversigt
Livet med stofskiftesygdom
Vægtskåle i balance
Livet med stofskiftesygdom

Ubalance i stofskifte kan give mange gener og ubehagelige symptomer. Men den gode nyhed er, at det kan behandles. Behandlingen går ud på at stabilisere niveauet af stofskiftehormoner i kroppen. Det kan godt tage tid at finde frem til den helt rigtige dosis medicin eller behandling af skjoldbruskkirtlen, for vi er alle forskellige, og vores hormonsystem er både komplekst og fintfølende. Det tager ofte også noget tid, før ubalancen i kroppen er forsvundet. Men når behandlingen virker, kan langt de fleste leve fuldstændig normalt uden symptomer. Som udgangspunkt vil du gå til kontrol med jævne mellemrum, så du og lægen kan holde øje med, om dit stofskifte er i balance. Hvis stofskiftet på trods af behandling kommer ud af balance, vil du igen kunne opleve symptomer.

Hvis du har lavt stofskifte, skal du have stofskiftehormon i pilleform. Det vil typisk være T4 du får, når du får stofskiftemedicin, og så sørger kroppen selv for at omdanne det til den mængde T3, der er brug for. Når man får medicin for for lavt stofskifte, vil det ofte være for resten af livet. 

Hvis du har højt stofskifte, vil behandlingen afhænge af, hvor aktiv din skjoldbruskkirtel er. Behandlingen kan være medicin, aktivt jod, der dæmper skjoldbruskkirtlens funktion, eller i nogle tilfælde operation, hvor man fjerner noget af eller hele skjoldbruskkirtlen. 

Podcast
Hvordan opdager man en stofskifte sygdom?

For hvert menneske med stofskiftesygdom er der en unik historie. På siden her kan du høre tre podcasts med forskellige personlige beretninger fra mennesker, som lever med en stofskiftesygdom. 

Mais historie:
Mai har for lavt stosfkifte 

DET HAR TAGET LANG TID AT KOMME TILBAGE TIL DET GODE LIV

Lavt stofskifte går igen i Mais nære familie, men alligevel gik der lang tid, hvor hendes symptomer blev værre og værre, før hun fandt ud af, at hun havde samme diagnose. I podcasten hører vi, hvad der blev vendepunktet, og hvordan hun har fået livskvaliteten tilbage.

Danmarks Apotekerforening · Podcast Med Mai - Lavt Stofskifte
Signes historie

Signe har lavt stofskifte

JEG ER NOK EN AF DEM DER ER SLUPPET RET NEMT

Det kom helt bag på Signe, da hendes læge i 2007 fandt ud af, at hun havde for højt stofskifte. Forud var gået en stressende periode med både arbejdsmæssige og personlige udfordringer, så de gradvise symptomer på højt stofskifte blev først rigtigt synlige for hende i bakspejlet. I podcasten fortæller Signe blandt andet, hvordan hun føler sig heldig, fordi hun kan leve et helt normalt liv trods kronisk sygdom.

Danmarks Apotekerforening · Podcast Med Signe - Højt Stofskifte
Birgit og Torbens historie

Birgit og Torben

NOGLE DAGE ER DET KUN VILJESTYRKEN, DER FÅR MIG OP AF SOFAEN. ANDRE DAGE ER DET TORBEN

Birgit fik konstateret lavt stofskifte i 2006, og trods behandling har hun stadig en del symptomer. Heldigvis er hendes mand Torben en engageret medspiller, når det handler om at indrette hverdag og fritid, så Birgits behov bliver mødt. I podcasten hører vi, hvordan Birgit tackler sit lave stofskifte, og om både glæder og udfordringer i det meget aktive liv, hun og Torben lever sammen.

Danmarks Apotekerforening · Podcast Med Birgit Og Torben - Lavt Stofskifte
Godt vi har apoteket

Du kan altid få hjælp og vejledning på apoteket. Det gælder både generelle spørgsmål omkring stofskiftet, eller hvis du tager medicin for at balancere stofskiftet og har brug for rådgivning. Du kan enten komme ind på apoteket eller benytte vores online chat her på siden, hvor faguddannet apotekspersonale er klar til at svare på dine spørgsmål døgnet rundt.

Medicinsamtale på Apoteket
Hjælp til gode medicinvaner
Apoteket tilbyder en gratis samtale om det at bruge medicin til dig, der har fået konstateret en stofskiftesygdom inden for de seneste 6 måneder. Målet er at hjælpe dig godt i gang med din nye medicin. Du har også mulighed for at få en samtale, hvis du synes, det er udfordrende at få indarbejdet de gode medicinvaner i hverdagen, og derfor ikke altid får taget medicinen som aftalt med lægen.
Hold styr på medicinen
Hvis du er medicinbruger, gør appen ‘apoteket’ det nemt at holde styr på din medicin, blandt andet med en medicinhusker-funktion. Du kan også forny recepter. Appen finder du i App Store og på Google Play.
Apotekets app

| Læs mere om medicinsamtaler på apoteket. Klik her

Hent appen til din telefon:
download appen med Google playdownload appen via app store
Chat med apoteket