Selv om høfeber sædvanligvis ikke er en farlig sygdom, er det alligevel vigtigt, at du tager den alvorligt og får behandling. Overraskende mange mennesker føler sig alvorligt begrænsede af høfeberen både i fritiden, skolen eller på arbejdet. Det går ud over livskvaliteten.
Alligevel er der mange, som affinder sig med situationen. Det er ærgerligt, for der er ingen grund til at gå rundt og have det skidt i pollensæsonen. Med den rette behandling og nogen forholdsregler kan de fleste leve et normalt liv uden større gener.
Der er også risiko for, at en underbehandlet høfeber kan udvikle sig til astma, som er en alvorlig lidelse. Det er endnu en grund til at tage dine høfebersymptomer alvorligt og få gjort noget ved dem.
Karsten opdager, at man aldrig bliver for gammel til at få høfeber. Nu gælder det om at finde en måde at få sommerglæden tilbage.
Der findes et bredt udvalg af høfebermedicin som øjendråber, næsespray og tabletter. Det er vigtigt at finde det, der virker godt for dig og gør dig så symptomfri som mulig.
Når du skal finde den bedste behandling til din høfeber, skal du være forberedt på, at du måske skal prøve dig lidt frem, før du finder det, der passer til dig. Måske kan du nøjes med at behandle lokalt med øjendråber og næsespray, eller måske har du brug for tabletter, der indeholder antihistamin.
Der er forskel på, hvilke virksomme stoffer der er i medicinen. Det betyder, at hvis du fx ikke synes, at høfebertabletterne fjerner dine symptomer, skal du måske prøve nogen med et andet virksomt stof i. Det kan også være, det er nødvendigt at supplere dine øjendråber med tabletter. Få gode råd på apoteket eller tal med din læge om, hvilke muligheder der er for behandling.

En næsespray mod allergi virker lokalt i næsen. Den indeholder som regel binyrebarkhormon, også kaldet steroid, men kan også indeholde antihistamin.
Giver din høfeber dig stoppet næse, vil det ofte være gavnligt med en steroidnæsespray. Den fulde effekt af en steroidnæsespray kommer først efter nogle dages brug, og den skal derfor tages forebyggende.
Når du bruger en næsespray mod høfeber, anbefales det, at du peger spidsen mod ydersiden af næseboret. En nem måde at gøre det på er at bruge den modsatte hånd af det næsebor, du skal spraye.
En almindelig forkølelsesnæsespray kan ikke bruges mod høfeber. Sådan en næsespray må maksimalt bruges i 10 dage, og bruges den mere end det, er der risiko for, at næsesprayen giver dig stoppet næse.
Et af de sikreste tegn på høfeber er irriterede, røde og kløende øjne. De ubehagelige symptomer kan lindres med øjendråber. Også her er der flere muligheder.
Hvis du bruger kontaktlinser, kan det være en god ide at spørge efter øjendråber uden konserveringsmidler, der fås som éngangsampuller.
Øjendråber kan både bruges forebyggende, og når høfeberens gener opstår.
Får du røde og kløende øjne af høfeber, kan du behandle med øjendråber med antihistamin. Se hvordan i videoen om øjendråber.
Tabletter mod høfeber indeholder antihistamin, og de modvirker den histamin, der bliver udløst i kroppen ved en allergisk reaktion. Tabletter mod høfeber kan tages, inden symptomerne bryder ud, det vil sige forebyggende. De har dog også effekt på høfebersymptomer, der allerede er opstået.
Der findes forskellige typer af antihistaminer. Derfor kan det være en god ide at prøve en anden type antihistamin, hvis du ikke er tilfreds med dem, du allerede bruger. Det kan også være en god ide, hvis du fx synes, tabletterne gør dig træt. Du skal også være opmærksom på, at nogle antihistamintyper kun virker i nogle timer, mens andre virker et helt døgn.
Du kan opleve at få høfebersymptomer, når du spiser bestemte frugter, grøntsager, nødder eller krydderier. Det kaldes en krydsreaktion og skyldes, at stoffer i fødevarerne ligner dem, som findes i pollen. Symptomerne vil oftest være kløe i munden og lettere hævelse af læberne, i mund, gane eller svælg.
Det er ikke sikkert, du oplever en krydsreaktion, selvom du har høfeber, og der er ikke nogen fødevarer, der er forbudte. Men oplever du en krydsreaktion, er det selvfølgelig en god ide fremover at undgå det, du reagerer på.
årlige sygedage anslås at skyldes høfeber.
af de, der har pollenallergi, lider også af astma.