Gå til indhold

Forkølelsessår

Næsten alle danskere er smittet med den virus, der giver forkølelsessår. De fleste får dog ikke udbrud af forkølelsessår.

Oftest bliver man smittet med forkølelsessårsvirussen som 1-5-årig, og der vil sjældent være symptomer på det. I de enkelte tilfælde, hvor der opstår symptomer, ligner det ikke nødvendigvis et ’klassisk’ forkølelsessår. Der kan komme blærer på læberne og huden omkring munden, der efterfølgende bliver til sår. Det kan også vise sig som blærer i munden. Barnet kan desuden få feber, smerter i huden og hovedpine.
 
Virussen bliver i kroppen og kan give udbrud af forkølelsessår senere – også hos børn.
 
Et forkølelsessår viser sig ofte på kanten af læben og starter som en prikkende fornemmelse i huden, der udvikler sig til små væskefyldte blærer. Disse danner efterfølgende sår og senere skorper, der falder af.

Sådan plejer du forkølelsessår

Den virus, der giver forkølelsessår, smitter ved berøring. Derfor er god håndhygiejne vigtig, ligesom dit barn helst skal undgå at pille i såret. Eventuelle gener og ubehag kan lindres, hvis der smøres med en creme mod forkølelsessår. Jo før der startes, des bedre virker cremen. Forkølelsessår heler sig selv i løbet af 7-10 dage, men vender ofte tilbage. Udbrud kan forebygges ved at beskytte læberne med en læbepomade med høj solfaktor og ved at undgå solforbrænding. 

Kontakt lægen:

  • Hvis dit barn ikke har haft forkølelsessår før.
  • Hvis forkølelsessåret ikke forsvinder af sig selv, eller hvis sårene spreder sig.
  • Hvis sårskorpen bliver gul.

Du kan læse mere om forkølelsessår her.