Feberen er ikke det eneste, der siger noget om, hvor sygt barnet er. Det er meget vigtigt at vurdere barnet i sin helhed, og her er forældrene eksperter, for de kender deres barn bedst.
- Er barnet vågent og opmærksomt, kan det trøstes, vil det se TV, vil det lege? Det er bekymrende, hvis barnet er slapt og uinteresseret. Sløvhed er et tegn på alvorlig sygdom
- Drikker barnet? Er der våde bleer/vandladninger?
- Trækker barnet vejret normalt? Er vejrtrækningen hurtig eller besværet?
- Hvor længe har barnet været syg? Er der tegn på bedring eller forværring?