Forkølelse og høfeber kan med vandigt snot minde om hinanden. Men hvor forkølelse typisk går over efter en uges tid, så fortsætter allergien. Her kan du blive klogere på, hvordan du kender forskel. Du får også viden om, hvordan du bedst passer på dig selv, når du er forkølet.
Forkølelse kommer fordi næse og svælg bliver ramt af en forkølelsesvirus. Symptomerne er ondt i halsen, let utilpashed evt. let feber i starten. Næsen begynder også at løbe samt stoppe til og måske hoster man.
Det, man populært kalder høfeber, er en allergisk reaktion i kroppen overfor visse pollentyper men kan også skyldes svampesporer, husstøvmider eller pelsdyr. Ved den allergiske reaktion frigives der histamin fra immunforsvaret. Det er histaminet, der giver høfebersymptomerne som kløe og løbende næse og øjne.
Du kan udvikle allergi hele livet. Og da symptomerne på høfeber kan minde om forkølelse, er du måske ikke klar over, at du i virkeligheden har allergi. Begge dele starter som regel med, at næsen begynder at løbe med vandigt snot. Hvis du er forkølet, vil snottet hurtigt blive tykt og gult, og du kan have let feber. Efter en uges tid er forkølelsen ovre. Har du derimod høfeber, bliver snottet ved med at være klart, næsen kan føles tilstoppet, øjnene være kløende og røde, og symptomerne stopper ikke. Du kan også føle dig træt og generelt utilpas.
Det er blevet forår, men Karsten er ikke på toppen. Er det en forårsforkølelse eller er der en anden forklaring?
Halsen er øm.
Du kan have let feber og være træt og uoplagt.
Næsen løber med vandigt snot, men efter nogle dage bliver snottet tykt og gult.
Forkølelsen går typisk over i løbet af en uges tid.
Næsen løber med tyndt vandigt snot og den klør. Måske føles den også stoppet.
Øjnene klør og svier og kan være røde og hævede.
Du kan føle dig træt og sløj, næsten som om du havde influenza.
Det kan klø i ganen og svælget.
Du nyser ofte og længe.
Der er fem faser du skal igennem, når du bliver forkølet. Dem kan du læse mere om her, og hvordan du kan lindre undervejs.
Det er en udbredt opfattelse, at forkølelse primært smitter, når dråber fra hoste eller nys spreder sig. Men faktisk kommer partiklerne ikke ret langt på den måde.
Den helt store smittekilde er hænderne. Virus spredes blandt andet ved, at man pudser næse og sidenhen rører ved en overflade, som den næste, der kommer forbi, også rører ved. Den person klør sig måske på næsen eller gnider sig i øjet, og så er smitten givet videre.
Det allerbedste våben mod forkølelse er derfor god håndhygiejne.
Vask hænder ofte – og grundigt.
Vask altid hænder, når du har været på offentlige steder.
Undgå at røre for meget ved dit ansigt.
Hold afstand til andre, der er forkølede.
Brug papirlommetørklæder og smid dem i en lukket skraldespand.
Vask hænder, når du har pudset næse.
Brug håndsprit, når du ikke har adgang til vand og sæbe.
Nys eller host ind i albuen, hvis du ikke har en serviet ved hånden.