Behandling af betændte bumser
Er der tale om relativt få eller et moderat antal bumser, som ikke er særligt ømme og betændte, kan man starte med en retinoid gel (adapalen, tretinoin eller isotretinoin) , benzoylperoxid gel eller en kombination af retinoid og antibiotika (se nedenfor) som både virker mod hudorme og bumser.
Antibiotika
Antibiotika er også et middel til behandling af bumser og acne - dels i form af creme, der indeholder azelainsyre, eller clindamycin opløsning. Lokalbehandling med kombinationsprodukter, der indeholder benzoylperoxid og enten clindamycin eller adapalen, er også effektivt.
I svære tilfælde kan man blive behandlet med en gel (retinoid gel eller benzoylperoxid) og samtidig få antibiotika (tetracyclin, lymecyclin eller doxycyclin) i tabletform. Antibiotika i tabletform vil man normalt ikke give i mere end 3-6 måneder, da virkningen ved langtidsbehandling kan aftage.
P-piller
Mange p-piller hæmmer produktionen af talg og dermed dannelsen af bumser. Hos unge kvinder med mange bumser kan man vælge at behandle hudsygdommen med kombinations p-piller, der hæmmer talgproduktionen.
Hvis ikke behandlingen med retinoid gel, benzoylperoxid gel, antibiotikum eller p-piller hurtigt bedrer tilstanden, bliver man henvist til en hudlæge, som kan give behandling mod bumser og acne med isotretinoin kapsler (A-vitaminsyre-lignende forbindelse).
A-vitaminsyre
Er der tale om behandling af svær acne, som øger risikoen for ar, vil man ofte starte med at give isotretinoin kapsler og ikke afvente virkningen af de mindre aktive midler.
Kvinder som får denne behandling må ikke blive gravide under og fire uger efter, at behandlingen er afsluttet, da isotretinoin kan skade fosteret.