Søg læge hvis:
- behandlingen ikke virker.
- du har gentagne tilfælde af svampeinfektioner.
- udflåddet er blodigt eller ildelugtende.
- du er gravid og har symptomer.
- du er har diabetes.
Der er ikke noget unormalt ved at have skedesvamp. De allerfleste kvinder vil på et eller andet tidspunkt stifte bekendtskab med svampen Candida Albicans, som oftest står bag en svampeinfektion i skeden.
Mange bærer naturligt rundt på svampen Candida Albicans, som først skaber problemer, hvis den naturlige bakterieflora i skeden kommer ud af balance. Skedesvamp er en ubehagelig, men ufarlig lidelse, som nemt kan behandles og forebygges.
Skedesvamp kan have mange årsager. En af dem er en antibiotikakur. Antibiotika dræber de farlige bakterier, men hæmmer også de nyttige bakterier, der ellers ville holde svampen nede. Andre årsager kan være nedsat immunforsvar, diabetes og hormonforandringer i forbindelse med graviditet, menstruation eller overgangsalder. Kraftig sæbevask, daglig brug af trusseindlæg og stramt, syntetisk tøj kan også skabe et miljø, hvor svamp kan trives.

Symptomer på svamp kan forveksles med andre infektioner, såsom skedekatar eller skedebetændelse. Lugt og udflåd er dog forskellige. Skedesvamp medfører ofte et tykt, hvidt, grynet udflåd. Det lugter ikke. Ved skedekatar og skedebetændelse er udflåddet tyndt og lugter ubehageligt.

Skedesvamp kan behandles med håndkøbsmedicin i form af stikpiller og/eller creme. Apoteket kan rådgive om de forskellige behandlingsmuligheder, og hvad de kræver for at virke bedst. Det er vigtigt at følge den anbefalede behandlingstid. I svære tilfælde kan det være nødvendigt med et receptpligtigt svampemiddel.
Skedesvamp har det med at dukke op igen, men du kan forsøge at forebygge med disse råd:
