SKYLD BAKTERIERNE VÆK: Husk at drikke rigeligt med væske i løbet af dagen, så bakterierne bliver tisset ud. Det er også en god ide at tisse efter samleje.
GIV DIG GOD TID: Når du tisser, skal du give dig tid og tømme blæren helt, så der ikke står en smule urin tilbage, hvor bakterierne kan vokse. Hvis du har svært ved at tømme din blære helt, kan du bruge metoden 'dobbelt vandladning', som over tid træner din blære til at tømme bedre.
DOBBELT VANDLADNING - SÅDAN GØR DU:
- Sæt dig godt tilrette på toiletsædet. Sid let foroverbøjet med let spredte ben og begge fødder på gulvet. Hvis du ikke kan nå gulvet, kan du bruge en skammel til fødderne.
- Slap godt af i bækkenbunden og undgå at presse, når du lader vandet. Giv dig god tid. Sid kun til vandladningen stopper og du føler, at blæren er tom.
- Rejs dig op, vask hænder og gå en lille runde på badeværelset i 1-2 minutter.
- Sæt dig på toilettet og lad vandet én gang til på samme måde.
- Gentag eventuelt en tredje gang.

HOLD DIG REN OG TØR: Du skal passe på dine slimhinder og tage renlighed alvorligt – uden dog at overdrive brugen af sæbe. Brug gerne trusser af bomuld og skift eventuelle bind, når de er fugtige og mindst 3 gange i døgnet. Husk at tørre dig forfra og bagud, så du ikke flytter bakterier fra endetarmen fremad.