Chat with us, powered by LiveChat God hudpleje gør livet med børneeksem lettere at leve

Livet med børneeksem

Se en video om familien Baggesen og læs de 4 unge bloggeres historier om livet som mor med børn, der har børneeksem
Se en video om familien Baggesen og læs de 4 unge bloggeres historier om livet som mor med børn, der har børneeksem

Tre gode grunde

Cecilie er fra Østerbro og 28 år gammel. Hendes søn Elliot er 5 år og plaget af børneeksem. Cecilies blog indeholder både hverdagshistorier og de lidt større af slagsen.

Noget af det bedste i verden, er babyhud.

Fløjlsblød marcipanhud, som man næsten har lyst til at spise. Fløjlsblød marcipanhud, som alle mine unger er født med. Fløjlsblød marcipanhud, som Hugo stadig har – som Sia havde længe – men som Elliot mistede alt for tidligt.

Elliot er nemlig, som den eneste af de tre, ramt af børneeksem – også kaldet atopisk eksem. Det udbrød ret tidligt – inden for hans andet leveår, mener jeg. Og det viser sig ved ekstremt tør hud, især på benene – særligt slemt i vinterhalvåret.

Elliot har egentlig aldrig været synderligt generet af eksemen – og det var da også først, da vores læge kaldte det for dét, at det gik op for mig, at han ikke “bare” led af meget tør hud.

Jeg har altid været storforbruger af vores lokale apotek. Især efter, jeg blev mor – og især i forbindelse med børneeksemen. Her får jeg nemlig altid og uden undtagelse, virkelig god vejledning i at holde det nede og lindre symptomerne.

Jeg elsker, at jeg har et sted at gå hen, hvor der står veluddannet personale parat – med en hel masse viden, som jeg ikke selv har. De søde damer på Trianglens apotek har en stor aktie i, at Elliot ikke lader sig mærke af den sygdom, som hans eksem jo faktisk er. De har sendt os hjem med diverse fede cremer, som vi smører med hver aften. Det er faktisk gået hen og blevet en ret hyggelig rutine, som jeg næsten ikke ville være foruden.

Se tre gode grundes blog

Børneeksem i familien

Henriette Lund blogger om børn, børnemode og familieliv.Hun bor i Nordjylland med sin mand og to drenge.Begge hendes sønner er ramt af børneeksem.

Begge mine børn har haft børneeksem . Det er de slet ikke ene om, for der er en kæmpe stigning i antallet af børn der får børneeksem. I vores tilfælde tror jeg det er en arv fra deres far – han døjer nemlig også som voksen med rigtig sart hud. Det kan derfor være lidt af en kunst her hjemme hos, når vi skal vælge vaskemiddel osv. Men jeg vil gerne fortælle jer lidt om vores erfaringer med børneeksem. Do’s, dont’s og erfaringer.
 
Villum var nok ca. 6 måneder, da hans børneeksem for alvor startede. Det var sundhedsplejersken der sendte mig til lægen. Hans hud var dækket af tørre og røde plamager, som dog ikke virkede til at genere ham. Jeg havde bare slået det hen som varmeeksem, da det var midt om sommeren. Men lægen kunne hurtigt konstatere det var børneeksem og vi fik recept på en steroidcreme. Jeg var noget kun lunken ved tanken om at skulle smøre min baby ind i creme med hormoner og deslige, så det var faktisk kun en kort periode jeg brugte den creme. Den fik dog slået det værste eksem ned og derefter skiftede jeg over til en meget meget fed creme, som jeg smurte på de mest udsatte steder og så en lidt mindre fed creme jeg smurte hele hans krop ind i. Derudover kom jeg olie i hans bad og undgik alt med parfume. Da han var ammebarn brugte jeg heller ikke parfume selv, da den mindste smule parfume kunne få ham til at slå ud. Alt var neutralt. Et par enkelte gange vendte jeg tilbage til steoridcremen, men det var sjældent jeg ikke kunne holde eksemen i ave med creme og olie.
 
Laurits har ikke været så hårdt ramt som Villum, men han døjer med børneeksem på benene og numsen. Han har kunnet nøjes med fed creme i de perioder, hvor det har været værst. Jeg kan se en klar tendens til vejret spiller ind på eksemen. Om sommeren er der ikke de store problemer. Der får huden selvfølgelig også masser af luft. Men i de perioder, hvor vi går fra vinter til forår og efterår til vinter blusser især Villums hud op. Har han været i svømmehallen, så skal han også smøres rigeligt ind. Alt hvad der sådan kan forstyrre hudens naturlighed kræver en god omgang creme.
 
Heldigvis bliver børneeksem (i de fleste tilfælde) mildere med alderen og her i vinter har det været minimalt hvad Villum har døjet med. Det kan tælles på ‘en hånd, hvor mange gange jeg har fundet den fede creme frem.
 
Lige til sidst nogle af de ting jeg har lært om børneeksem gennem tiden:
 
Få vejledning: Enten på apoteket eller hos lægen, hvis det er helt små børn. Der skal lidt mere end almindelig creme til for at komme eksemen til livs eller holde den nede. Man kan også læse mere om hudpleje her.
  • Vær tålmodig. Det tager noget tid før al cremeriet virker og det kræver, at man er vedholden med produkterne.
  • Skær ned på bade. Min erfaring er at for lange og varme bade forværrer eksemen, og når ungerne er helt små er det ganske okay at nøjes med en etage-vask nogle dage.
  • Undgå parfume. Selvfølgelig den åbenlyse i vaskemiddel og i sæbe, men også den parfume forældrene eventuelt bruger.
  • Fat mod. Eksemen bliver som regel bedre i takt med ungerne vokser. Villum er næsten 6 og hans er stort set væk.

Børneeksem – del gerne jeres erfaring

Nanna er 31 år og singlemor til tre piger, hvoraf den ene har haft børneeksem. Familien bor i Aalborg. Nanna blogger om at være mor og kvinde, og om alle livets finurligheder.

Som hos enhver anden børnefamilie har vi selvfølgelig haft huset fuldt af diverse sygdomme. Oftest de ganske almindelige, som en omgang snot, feber og skoldkopper, men vi har også været i en helt anden boldgade med børneeksem, som har bragt lidt mere frustration med sig. Fælles for overnævnte er at de har givet os en mere eller mindre fast gang på det lokale apotek, hvor de heldigvis er super søde, professionelle og klar til at rådgive om den bedst mulige behandling.

Jeg har længe haft på fornemmelsen at børneeksem er et problem hos rigtig mange andre børnefamilier end os og da jeg satte mig lidt ind i sagen kunne jeg se at hele 20% af børn, som fødes i Danmark, udvikler børneeksem. I 1960’erne var det kun tre procent, så det må siges at være stigende. Faktisk ret drastisk endda. Og man kan jo undre sig lidt over hvad stigningen skyldes?! Men med de høje tal tænkte jeg, at der med garanti er nogle af jer, som også har børn med børneeksem og som måske kunne bruge vores erfaringer? Ligesom i meget gerne må dele jeres erfaring og tips i kommentarfeltet?! Det er med at hjælpe hinanden, hvor man kan.
 
I vores lille familie er det heldigvis kun et barn, Celina, som har døjet med børneeksem. Nu skriver jeg “har”, for faktisk har vi haft en lang perioden uden nogen eksem og jeg krydser lidt fingre for at hun simpelthen er vokset fra det. Man har vel lov at håbe 😉 Selvom både jeg har haft nældefeber og børnenes far høfeber, som egentlig øger risikoen for arvelig belastning.
 
Jeg mener det begyndte, da hun var lidt over et år gammel. I hvert fald før hun kunne tale og før det var muligt at forklare hende hvorfor det kløede. Hun var især plaget i knæhaser, ved albuerne og på ryggen. Ryggen så i perioder forfærdelig ud en stor del af tiden. Hos lægen fik vi recept på hormoncreme, men jeg må ærligt indrømme at jeg havde det dårligt med at snøre hende ind i det. Jovist det hjalp hende jo, men dem af jer der følger med herinde, ved også at jeg altså er lidt af en øko speltmor. Derfor læste jeg meget på nettet og fandt blandt andet brugbare råd på Apotekets sygdomsleksikon. F.eks. er det godt at bade i lunkent vand med lidt babyolie.

Hun har også altid været et varmt barn, og varme får eksemen til at klø, så derfor forsøgte vi også at putte i et køligt rum. Vi brugte nattøj i en blanding af uld og bomuld, som var blød for huden, men samtidig gav en god konstant temperatur. Men vi manglede stadig en måde, at slippe af med hormoncremem på, for børneeksemen forsvandt ingenlunde. En dag delte jeg min bekymring omkring hormomcreme på apoteket. Her fik jeg den bedste anbefaling der nogensinde er hændt os omkring børneeksem. En fed creme, som burde gøre brugen af hormoncremerne overflødigt og cremen levede op til hvert et ord apotekeren havde sagt. Cremen kunne på egen hånd holde børneeksemen nede, hvis blot vi huskede at smøre hende morgen og aften.

 

Nu er Celina 4 år og i et par måneder har der ingen eksem været. Jeg tør næsten ikke tro på det endnu, men måske er det faktisk væk for bestandigt. Hvad er jeres erfaring med børneeksem? Og del endelig gode råd?

Se Nanna Pretzmanns blog

Nutidens mor

Johanne Mygind er 28 år og bor i Aarhus. Hun blogger hudløst ærligt om alt mellem himmel og jord - dog mest forældrelivet. Hun bor alene med Augusta som er tre og har børneeksem.

Jeg har valgt at lave dette lille skriv, da jeg gerne vil bidrage til at brede budskabet om hvordan det kan påvirke en at have børneeksem (også kaldet atopisk eksem), men også lige så vigtigt: hvad man kan gøre ved det. Jeg kan læse mig frem til at omkring 20% af alle børn får børneeksem på et tidspunkt - og derfor kan det her jo være pisse relevant for mange af jer! Jeg ved ikke med jer, men jeg har sgu selv haft børneeksem, så hvis I nu ikke har og er i tvivl om hvordan det first hand føles, så bare spørg mig. Det er dødens pølse at have en hudlidelse ! Jeg har måske faktisk skrevet om det før engang, her på bloggen, men det er klart, det er noget der virkelig har sat sit præg i min måde at tænke på min hud på, i forhold til god pleje - og forebyggende pleje! - men som faktisk også har sat et mærke på min barndom, som en enormt negativ ting.

Når man har virkelig svær eksem, som jeg havde, som barn, er det uomgåeligt noget der går ind og påvirker ens livskvalitet, når der er noget der KONSTANT generer i sådan en grad at man faktisk ikke kan tænke på andet, end at klø. Og klø og klø og klø! Jeg var ramt på indersiden af mine lår og det hører jeg er et ret normalt sted at have eksem, men der var umiddelbart ikke nogle almindelige cremer der afhjalp, selvom jeg ved mine forældre famlede efter 'en kur' til deres datter, der indimellem kunne tage en hårbørste at klø med, når neglene var blevet klippet for korte. Det var jeg nemlig nødt til - at få klippet negle altså - fordi jeg kløede så voldsomt om natten (og i søvne vel også), at jeg fik nogle voldsomme kradsemærker på min i forvejen meget sårbare og udsatte hud.

Ja, det lyder sgu ikke lækkert, men det var virkelig også hårdt på mange måder. Jeg er en i statistikken, af de ca. 10% der har børneeksem som voksen (change the name, please), men heldigt for mig er det så at det SLET ikke er så slemt mere. Sikkert fordi min eksem er blevet mildere, men muligvis også fordi jeg forbehandler og behandler på en måde, der har effekt. Så 'det eneste' vi er ude i nu er at jeg skal sørge for at smøre mig ind i en fed creme på benene, hver gang jeg har været i bad, lotion eller creme af en art hver aften og så ellers en mild olie i badet - og dén rutine har jeg ligesom bare inde på livet, så det er heldigvis ikke så svært og det er en sjældenhed at jeg går i klø-mode. Det samme gælder min datter, Augusta, der er 3,5 år nu, hun er også afhængig af hyppig pleje, men heldigvis er det slet ikke lige så voldsomt, som det jeg har oplevet, da jeg var barn. Heldigvis. Hendes hud er som alle andres børns hud sensitiv og sart, men indimellem bryder det her lidt milde børneeksem så frem i hendes led, knæhaserne f. eks. Jeg må bare krydse fingre for det ikke hænger ved, når hun bliver teenager og voksen. Her er et par tips, eller forholdsregler, snuppet direkte fra de der har forstand på det - nemlig Apoteket:

  • Læg barnet relativt køligt (varme forværrer kløen).
  • Giv korte bade i lunkent vand tilsat olie.
  • Smør hyppigt med fugtighedscremer (specielt umiddelbart efter bad).
  • Undgå grove tekstiler og specielt uld mod huden, da dette ofte irriterer.
  • Vurder, om det er relevant at forsøge at undgå histaminfrigørende fødemidler.
  • Undgå rygning i barnets omgivelser, hold miljøet så vidt muligt støvfrit og fri for pelsdyr.
  • Vær opmærksom på, at indtagelse af citrusfrugter, tomater, slik, kiwi og jordbær i større mængder kan virke forværrende på eksemet.
  • Ved lettere eksem kan man anvende hydrokortisonsalve 1% i et tyndt lag på eksemområderne 1-2 gange dagligt. Hvis der ikke er effekt inden for en uge, bør man søge læge.

Og forresten synes jeg lige jeg vil indskyde, at dette skriv handler ikke om specifikke mærker af cremer, for som jeg kan forstå så har hver familie sin favorit, når det kommer til mærker og nogle gange må man prøve sig frem :-) Jeg har altid benyttet mig af apotekernes vejledning og heldigvis ramte apoteker-damen rigtigt i forhold til hvad der lige kunne afhjælpe Augustas eksem, der faktisk var poppet op, i løbet af dagen, og viste sig som plamager af rød og tør hud. Jeg håber dette skriv har været til gavn :-) Husk nu der er håb, hvis du eller en du kender, er godt ramt. Mange vokser fra det, mens nogle finder den helt rigtige plejerutine, der afhjælper generne! For at komme med et andet eksempel, et mere grelt et, så har min mor i mange år haft håndeksem, hvilket virkelig er hårdt, fordi det hæmmer meget i hverdagen, i forhold til opvask, at bære og løfte ting mv., når huden er tynd som silkepapir, revner for et godt ord og man er nødt til at gå med handsker, men en dag gik det pludselig i bedring og hun har det meget bedre i dag.

Livet med børneeksem

Mød familien Baggesen. Tina, Per, Sara og Simon ved, hvad det betyder, når børneeksem er en del af hverdagen og fortæller her om deres erfaringer

Behandling af børneeksem

Apoteket har samlet nogle gode råd, der er værd at huske, hvis dit barn lider af børneeksem. Vidste du f.eks., at I bør undgå tøj af uld? Eller kender du klappemetoden?

Sådan bruger du medicinsk creme i behandlingen

Gode råd til dig der bruger medicinsk creme mod eksem
Læs også: Atopisk eksem