- Kobberspiralen, hvor der er viklet kobber omkring et plastikskelet.
- Hormonspiralen, hvor spiralen består af et plastrør med et hormon (gestagen), der afgives langsomt.
Spiraler fås i to udgaver, kobberspiral som er hormonfri med en sikkerhed på ca. 98 % og hormonspiral med gestagen, som har en sikkerhed på mere end 99 %.
En spiral er en lille plastikgenstand, der sættes op i livmoderen. Der findes kobberspiraler og hormonspiraler.
Spiraler findes i forskellige former og størrelser. Den mest anvendte har form som et T. Spiral er en velegnet præventionsform for kvinder, der lever i faste parforhold men kan også bruges af kvinder med skiftende partnere i kombination med kondom.
Når du har kobberspiral, er der ca. 98 % sikkerhed for, at du ikke bliver gravid. Hormonspiral har en sikkerhed på mere end 99 %.
Kobberholdige spiraler virker ved, at kobberet ændrer miljøet omkring livmoderhalsen, så sædcellerne bevæger sig dårligere, så de ikke kan nå frem og befrugte ægget. Kobberet gør også, at slimhinden i livmoderen ændres, så det befrugtede æg ikke kan sætte sig fast.
Kobberet afgives gradvist i små mængder og giver en virkningstid på 5-8 år.
Kobberspiralen kan bruges som nødprævention, hvis den bliver lagt op indenfor 5 dage.
Hormonspiralen består af en plastbeholder, der indeholder et hormon (gestagen), som meget langsomt siver ud gennem plastmaterialet. Hormonet påvirker livmoderslimhinden og livmoderhalsslimen, så graviditet forebygges mere effektivt.
Virkningstiden for hormonspiraler er 3-6 år.
På grund af hormonpåvirkningen af livmoderslimhinden bliver blødningerne meget svagere end ved brug af kobberspiral. Hyppigheden af graviditet og underlivsbetændelse er mindre end ved brug af kobberspiral.
En hormonspiral kan også hjælpe kvinder, der lider af kraftige menstruationsblødninger og beskytte mod endometriehyperplasi (celleforandringer i livmoderen).
Hvis du ønsker at få en spiral, skal du henvende dig til din læge eller til en præventionsklinik. Ved en underlivsundersøgelse finder lægen ud af, om spiral er en god præventionsmetode for dig.
Det er bedst at få spiralen lagt op lige efter en menstruation. Ved underlivsundersøgelse lægger lægen spiralen op i din livmoder ved hjælp af et tyndt plastrør. Det kan virke lidt ubehageligt.
Før oplægningen vil du blive podet for klamydia. Lægen tager ikke spiralen ud, hvis du har klamydia men vil blot sætte dig i en antibiotikakur.

Efter oplægningen kan du i et par uger føle små sammentrækninger i livmoderen. Der kan også komme blødninger og menstruationslignende smerter.
Spiralen kan glide ud af livmoderen lige efter oplægningen, eller når livmoderen trækker sig sammen under menstruation. Der er også en lille risiko for, at spiralen bliver placeret forkert.
Normalt vil lægen kontrollere din spiral ved en underlivsundersøgelse 1-3 måneder efter oplægningen. Herefter én gang om året.
Du kan også selv med en finger højt oppe i skeden føle spiralens tråde, der hænger et lille stykke uden for livmodermunden.
Bruger du tampon eller menstruationskop, kan du komme til at hive spiralen ud. Få derfor jævnligt undersøgt, om spiralen ligger rigtigt.
Det er meget individuelt, hvor hurtigt kvinder kan blive gravide, når spiral er fjernet. Men du kan forvente, at det tager omkring tre måneder, uanset om du har brugt kobberspiral eller hormonspiral.
Hvis din menstruation udebliver eller ændrer sig, bør du undersøge, om du er gravid. Du kan købe en graviditetstest på apoteket.
Hvis du bliver gravid, mens du har spiral, bør du straks henvende dig til lægen. Hvis du ønsker at føde barnet, bør spiralen fjernes, da der ellers er stor risiko for spontan abort.
Graviditetstest
En graviditetstest kan på få minutter fortælle dig, om du er gravid. Udover den traditionelle graviditetstest til hjemmebrug findes der i dag også en såkaldt tidlig graviditetstest.
Hvilken prævention skal jeg vælge?
Er du seksuelt aktiv og ønsker at undgå sexsygdomme og graviditet, skal du bruge prævention. Her er en oversigt over de forskellige former for prævention.
Menstruationssmerter
Menstruationssmerter begynder kort før eller samtidig med at menstruationen starter. Det er ve-agtige underlivs- og lændesmerter, der ofte varer 2-3 dage.