Chat with us, powered by LiveChat Børneorm smitter let, men er nem at behandle med ormekur
Børns sygdomme

Børneorm

Børneorm er en yderst smitsom ormeinfektion, som kræver medicinsk behandling. Den rammer både børn og voksne, men hyppigst børn i alderen 5-10 år.

Symptomer på børneorm

Børneorm er den mest almindelige ormeinfektion i Danmark og er ganske ufarlig.

Det mest karakteristiske symptom på børneorm er kløe omkring endetarmsåbningen. Det skyldes ormenes livlige bevægelser.

Symptomerne viser sig ofte efter sengetid under den varme dyne. Hos piger kan børneorm bevæge sig op i skeden og give kløe og udflåd.

Forældre konstaterer typisk børneorm, fordi de opdager 1 cm lange hvide ”sytråde’’ omkring barnets endetarmsåbning eller i barnets afføring.

Illustration af børneorm

Illustration af børneorm
Klik her for et større billede

Årsager til børneorm

Børneorm smitter via afføring. Den voksne hun-orm er ca. 1 cm lang, hannen lidt mindre. Larverne udklækkes i tyndtarmen og udvikler sig i løbet af 1 måned til voksne orme, der lever i tyktarmen.

Om natten vandrer hunnen ud gennem endetarmsåbningen og lægger flere tusinde æg omkring endetarmsåbningen, hvorefter den dør. Æggene er levedygtige i flere uger og gemmer sig bl.a. i sengetøjet og under neglene.

Hvad kan man selv gøre ved børneorm?

Smitten sker direkte fra endetarm til mund, så hele husstanden skal sørge for:

  • grundig håndvask efter hvert toiletbesøg og før hvert måltid, både hjemme og i daginstitutionen/skolen
  • daglige bade
  • korte negle
  • kogevask af sengetøj, nattøj, undertøj og håndklæder (indtil børneormen er udryddet).

Se videoen om korrekt vask af hænder

Det tager kun 15 sekunder! Skyl hænder og håndled - gnid sæben godt ind som vist i videoen - skyl efter med vand.

Undersøgelse for børneorm

Har du mistanke om børneorm, kan lægen stille diagnosen ved at trykke et stykke tape mod endetarmsåbningen og undersøge det med et mikroskop. Her viser de små æg fra børneormen sig.

Prøven  skal tages om morgenen før barnet vaskes og før afføring. Barnet skal forblive under dynen til prøven er taget, da ormene hyppigst er fremme, når der er mørkt og varmt.

Behandling af børneorm

Behandlingen består i, at alle i husstanden på samme tid får en ormekur – også medlemmer, som ikke har symptomer. Alle skal tage Vermox® (enten som tabletter eller i flydende form) én gang hver 14. dag, i alt tre gange. Det kræver en recept fra lægen at købe Vermox®. 

Hvis der kommer tilbagefald, kan man i næste behandlingsrunde vælge at give 6 behandlinger med 1 uges mellemrum. 

Hvis der er tale om ormeinfektion i skeden, kan man behandle med Albendazol

Andre navne og stavemåder for børneorm:

 

  • Enterobius vermicularis

Spørgsmål og svar om børneorm

  • Der er lavet en undersøgelse, hvor man har set på overlevelse af æg fra børneorme efter at de har været udsat for -8 grader celsius i 18 timer. I dette tilfælde var der stadigvæk 2/3 af æggene, som var i stand til at udvikle sig til orme. Nu er en temperaturen normalt -20 grader celsius i en fryser, men alligevel vil jeg mene, at der er stor sandsynlighed for, at der stadigvæk vil være en del æg, som vil være i stand til at udvikle sig til orme. Det vil være en meget bedre idé at udsætte bamserne for varme, da æg fra børneorme er mere følsomme overfor varme end for kulde. Man kunne måske dampe bamserne, hvis de f.eks. ikke kan tåle at blive vasket ved 60 grader. Ellers anbefales det, at man klipper neglene, at man tager bad om morgenen, hvor så mange æg som mulig fjernes fra endetarmsåbningen. Det er desuden vigtigt med hyppig rengøring, af specielt soveværelset, under behandlingen. Evt. kan man også bære bomuldshandsker om natten og derudover anbefales det, at vasketøjet behandles således, at der ikke spredes æg rundt omkring i boligen.