Gå til indhold
Kræft

Kræft i bugspytkirtlen

Symptomerne kan være gulsot, vægttab, nedsat appetit og mavesmerter. Operation i tidligt stadie er den eneste mulighed for helbredende behandling.

Jacob Rosenberg Professor, overlæge, dr. med.

Symptomer på kræft i bugspytkirtlen

De typiske symptomer er:
  • Vægttab og manglende appetit
  • Træthed
  • Mavesmerter i øverste del af maven med stråler ud i ryggen
  • Gulsot
  • Evt. pludseligt opstået sukkersyge
  • Evt. blodprop i benene
Afhængig af hvor meget svulsten har bredt sig, kan der evt. forekomme ophobning af væske i bughulen.

Årsager til kræft i bugspytkirtlen

Den præcise årsag til udviklingen af kræft i kirtelcellerne i bugspytkirtlen er ukendt.

De fleste svulster ligger i bugspytkirtlens hoved, hvor de trykker på galdegangen, hvilket er grunden til, at man kan få gulsot, idet galden ikke kan løbe ud i tarmen og derved ophobes i kroppen.


Spredning foregår ved direkte vækst ind i naboorganer og ved spredning med blodet eller lymfen til lever eller lunger. Undertiden kan man se spredning til bughinden med udvikling af væske i bughulen.

Faresignaler

Søg læge, hvis du har nogle af følgende symptomer:
  • Gulsot
  • Generelle symptomer på kræft (bleghed, udtalt træthed, vægttab m.m.)
  • Langvarige mavesmerter

Hvad kan du selv gøre mod kræft i bugspytkirtlen?

Man kan ikke forebygge udviklingen af kræft i bugspytkirtlen, og der kendes ingen behandling, som kan helbrede sygdommen – undtagen operation.

Det vigtigste er derfor at være opmærksom på symptomerne og henvende sig til sin læge, inden sygdommen når at sprede sig.

Hvor udbredt er kræft i bugspytkirtlen?

Kræft i bugspytkirtlen er en forholdsvis sjælden sygdom, som næsten udelukkende forekommer efter 50-årsalderen og lige hyppigt hos kvinder som hos mænd.

Hvordan udvikler kræft i bugspytkirtlen sig?

Da sygdommen typisk starter med svage og uspecifikke symptomer som vægttab og træthed, stilles diagnosen desværre tit så sent, at svulsten har spredt sig (hos ca. 80-90 %), hvorved det ikke er muligt at operere den væk.

Den eneste mulighed for helbredende behandling er en operation i så tidligt et stadie, at kræftsygdommen endnu ikke har spredt sig.

Undersøgelse for kræft i bugspytkirtlen

Diagnosen stilles ved skanning af bugspytkirtlen. Normalt vil man starte med ultralydsskanning, hvor skanneren føres hen over maveskindet. Denne metode kan, ligesom CT-skanning, kun vanskeligt finde de små svulster på 1-2 cm i diameter.
 
Derfor anvender man i stigende grad skanning, hvor ultralydshovedet er monteret på et gastroskop (kikkert), som føres ned i mavesækken gennem munden.
 
Derved placeres skanneren tættere på selve bugspytkirtlen, og man kan derfor se selv små svulster. På denne måde kan man ligesom ved almindelig ultralydsskanning tage vævsprøver.

Behandling af kræft i bugspytkirtlen

Man bliver kun opereret, hvis der ikke er tegn, at svulsten er spredt. 
Ved operationen fjerner man typisk en del af bugspytkirtlen sammen med det tilhørende stykke af tolvfingertarmen, en del af mavesækken samt galdeblæren. Dette kaldes Whipple's operation. Operation for kræft i bugspytkirtlen er centraliseret til få afdelinger i Danmark. I nogle tilfælde gives kemoterapi før operationen for at mindske svulsten og øge chancen for, at den kan fjernes helt.

Lindrende behandling 

Hvis der er tegn på, at svulsten spreder sig, vil man få tilbudt forskellige former for lindrende behandling. Der findes skånsom kemoterapi, som kan forbedre livskvaliteten med få bivirkninger.
 
Ved generende gulsot kan man med en kikkertundersøgelse (ERCP) anlægge et plastikrør i galdegangen, så den holdes åben, og galden kan passere uhindret ned i tarmen. Dermed forsvinder den gule farve i huden og øjnene.