Gå til indhold
Kvindesygdomme

PCOS (Polycystisk ovariesyndrom)

PCOS er en hyppig hormonel tilstand hos kvinder. Symptomerne omfatter uregelmæssige menstruationer, uren hud eller øget hårvækst. PCOS gør det sværere at blive gravid. Behandlingen vælges ud fra symptomer og eventuelt graviditetsønske.

Lars Alling Møller, Speciallæge i gynækologi og obstetrik

Symptomer og diagnose

Typiske tegn er lange intervaller mellem menstruationerne (cyklus > 35 dage) eller udeblevne blødninger, akne, øget ansigts- eller kropsbehåring og undertiden hårtab på issen. Nogle oplever vanskeligheder med at opnå graviditet, bl.a. på grund af sjældne ægløsninger. Symptomerne varierer fra person til person.

Diagnosen stilles når mindst to af tre forhold er til stede: sjældne eller manglende ægløsninger, tegn på forhøjede mandlige kønshormoner og et karakteristisk udseende af æggestokkene ved ultralyd eller, i nogle tilfælde, forhøjet AMH i en blodprøve. Andre årsager til symptomerne skal udelukkes. Hos teenagere gælder særlige kriterier. Ultralyd og AMH anbefales ikke til diagnosen.

Årsager til PCOS

PCOS opstår ved et samspil mellem arvelige forhold, hormoner og stofskifte. Insulinresistens er almindelig, men ikke alle med PCOS har insulinresistens. Overvægt forekommer ofte, men er ikke nødvendig for diagnosen eller den eneste årsag.

Hvornår bør man søge læge?

Kontakt lægen ved vedvarende uregelmæssige eller udeblevne menstruationer, generende hårvækst eller akne, eller hvis graviditet ikke opnås indenfor 1 år. Hurtigt tiltagende hårvækst, dybere stemme eller andre udtalte ændringer bør vurderes særskilt. Lange perioder uden blødning kræver vurdering af livmoderslimhinden.

Hvad kan du selv gøre?

Regelmæssig motion, gode søvnvaner og sund kost kan gavne alle uanset vægt. Hos overvægtige kvinder kan selv et moderat vægttab bedre cyklus og sukker stofskifte hos nogle, men virkningen er individuel. Rygning, blodtryk og andre risikofaktorer bør også drøftes med lægen.

Hvor udbredt er PCOS?

Forekomsten afhænger af hvordan PCOS defineres. Omkring 5-10 % af kvinder i den fertile alder skønnes at have PCOS. Mange får først stillet diagnosen, når de søger hjælp for uregelmæssige blødninger eller pga. problemer med fertiliteten.

Forløb og følgesygdomme

PCOS kan ændre sig med alderen. Risikoen for type 2-diabetes er øget, og blodtryk og kolesterol bør vurderes. Sjældne blødninger over lang tid kan øge risikoen for livmoderkræft. Det er vigtigt at sikre regelmæssig afstødning af slimhinden evt. med gestagen. De fleste med PCOS kan blive gravide, eventuelt med hjælp.

Undersøgelse for PCOS

Lægen spørger til menstruationer, symptomer, medicin og graviditetsønske og vurderer behåring, blodtryk og vægt. Blodprøver kan undersøge hormon niveauer og udelukke andre årsager; ultralyd kan være relevant. Blodsukker og fedtstoffer i blodet vurderes ved diagnosen og senere ud fra den enkelte kvindens risiko. En sukkerbelastningstest kan være den mest præcise måde at undersøge sukkeromsætningen på, især ved graviditetsønske.

Behandling af PCOS

Hos kvinder som ikke har graviditetsønske kan kombinerede p-piller regulere blødninger og ofte mindske akne og uønsket hårvækst. Hvis østrogen ikke er egnet, kan gestagen, fx en hormonspiral eller tabletbehandling f.eks. minipiller, beskytte livmoderslimhinden. Laser eller anden hårfjernelse kan hjælpe ved øget behåring. Medicinsk behandling med spironolakton kan dæmpe gener som følge af øget mandlig hormondannelse.

Ved graviditetsønske kan medicinsk behandling med Metformin være relevant. Stimuleret ægløsning med Letrozol er i dag ofte førstevalg ved PCOS, når andre årsager til barnløshed er vurderet. Behandlingen og opfølgningen tilpasses den enkelte.