Gå til indhold
Kvindesygdomme

PMS (præmenstruelt syndrom)

PMS betegner menstruations relaterede fysiske og psykiske symptomer fra ægløsning til menstruation.

Lars Alling Møller, Speciallæge i gynækologi og obstetrik

Symptomer på PMS

Typiske fysiske gener er oppustethed, brystspænding, hovedpine, mavesmerter, træthed og ødem. Humørsvingninger, irritabilitet, nedtrykthed, uro, koncentrationsbesvær, søvnproblemer og ændret appetit kan også forekomme. Det afgørende for diagnosen PMS er, at generne følger et genkendeligt mønster fra cyklus til cyklus og forsvinder eller tydeligt mindskes efter menstruationens start. Almindelige, lette gener før menstruation er ikke nødvendigvis PMS. Ved den sværere form, præmenstruel dysfori (PMD eller PMDD) er især humørsymptomerne udtalte og kan gribe væsentligt ind i arbejde, familieliv og sociale relationer.

Årsager til PMS

Årsagen er ikke fuldt klarlagt. Symptomerne kan hænge sammen med kroppens følsomhed over for de normale hormonændringer efter ægløsning. Det betyder ikke, at en blodprøve nødvendigvis viser unormale hormonniveauer.

Hvad kan man selv gøre?

Regelmæssig motion kan lindre lettere gener. Søvn, måltider og pauser i hverdage kan være nyttige, og det kan måske hjælpe at planlægge krævende aktiviteter ud fra sit symptommønster. Kognitiv adfærdsterapi er en mulighed, især hvis humør og daglig funktion er påvirket.

Hvor udbredt er PMS?

Mange mærker forandringer før menstruation, men færre har gener, som opfylder betegnelsen PMS. Undersøgelser anslår, at omkring 10–30 % kvinder har PMS, afhængigt af hvordan tilstanden defineres. Den svære form PMDD er sjældnere.

Hvordan udvikler PMS sig?

Generne kan ændre sig gennem livet. De ophører som regel efter menopausen; andre symptomer i overgangsalderen kan ligne PMS.

Undersøgelse for PMS

Notér dagligt symptomer og blødningsdage i mindst to menstruationscyklusser. Det gør det lettere at se, om der er en symptomfri periode, og om behandling hjælper. Lægen vurderer samtidig, om fx depression, migræne eller anden sygdom kan forklare symptomerne eller forværres før menstruation. Søg læge, hvis generne påvirker din hverdag betydeligt.

Behandling af PMS

Behandlingen afhænger af, hvilke symptomer der fylder mest, og om der er behov for prævention. Kombinerede p-piller kan hjælpe nogle; ved utilstrækkelig effekt kan man forsøge pausefri behandling (kontinuerlig P-pille). Valget af p-pille skal tage højde for risiko for blodpropper. En hormonspiral alene er ikke en dokumenteret behandling af PMS.

Ved svære symptomer, især PMDD, kan lægen overveje et antidepressivt lægemiddel af typen SSRI. Det kan gives hver dag eller i den symptomgivende del af cyklussen. Ofte er en lav dosis tilstrækkeligt. Effekt og bivirkninger, herunder mulige seksuelle bivirkninger, følges op. Ved vedvarende svære gener kan speciallæge vurdere andre muligheder.