Chat with us, powered by LiveChat Næsespray
Medicin

Næsespray

Forkølelse og allergi kan lindres med næsespray. Selvom næsespray ofte kun virker lokalt på symptomer fra næsen, må du ikke bruge næsespray i ubegrænset tid eller hyppigere end anbefalet. Læs altid indlægssedlen, hvad der gælder for din type næsespray.

Anvendelse

Næsespray skal du bruge i næsen som oftest i forbindelse med forkølelse eller allergi.

Praktiske råd

Puds næsen, inden du sprayer. På den måde bliver næsen renset ud, så lægemidlet bedre kan virke.

En næsespray er som regel en pumpe uden drivgasser. Inden næsesprayen tages i brug første gang, skal du derfor pumpe væske et par gange fra flasken op i forstøveren. Nogle typer næsespray skal derudover rystes hver gang inden brug - tjek indlægssedlen, om det gælder for din næsespray.

Når du sprayer, skal næsesprayen holdes lodret. Det sikrer, at doseringen bliver korrekt. Samtidig med, at du sprayer, skal du snuse kraftigt ind gennem næsen - men ikke så kraftigt, at medicinen kan smages. For steroid næsespray (mod allergi) anbefaler man at pege spidsen lidt væk fra næsens skillevæg - en nem måde er at bruge den modsatte hånd af det næsebor, du skal spraye.  

Bemærk

Det er ikke alle næsesprays, du kan bruge "ubegrænset". Næsespray mod forkølelse må højst anvendes tre gange om dagen i maksimalt 10 dage. Bruger du næsesprayen mere end det, kan din næseslimhinde blive irriteret og hævet, så følelsen af tæt næse fortsætter eller bliver værre. Se mere i indlægssedlen, eller spørg på apoteket.

En næsespray er personlig, og den bør ikke deles med andre. Næsespray fordeler sig bedre på næsens slimhinde end næsedråber.

Holdbarhed og opbevaring

Næsespray skal opbevares tørt og ved stuetemperatur, hvis der ikke står andet på pakningen. Næsespray kan ofte holde sig 5 år, men det er vigtigt at læse udløbsdatoen på pakningen.Du kan ofte bruge næsesprayen til f.eks. flere forkølelser, men du skal huske at rense studsen, så gamle bakterier ikke gemmer sig her. Medicin skal altid opbevares så børn og dyr ikke kan nå det. Hvis du er i tvivl om opbevaring eller holdbarhed på din medicin - så spørg på apoteket.