Chat with us, powered by LiveChat Sådan undgår du at lugte af sved
Sundhed

Sådan undgår du svedlugt

Vand, sæbe og deodorant er den nemme opskrift på forebyggelse af svedlugt. I særlige tilfælde kan du også få hjælp hos lægen.

Deodorant eller antiperspirant mod svedlugt?

For at forebygge svedlugt kan du bruge en deodorant eller en antiperspirant. Ofte bliver begge begreber brugt om det samme.
Antiperspiranter indeholder aluminiumsalte, som forhindrer svedlugt ved at danne et tyndt gellag over svedkirtlerne. Dermed reduceres mængden af sved på hudoverfladen.
En deodorant er bakteriehæmmende og kamuflerer svedlugten, typisk ved hjælp af tilsat parfume. En del deodoranter indeholder også aluminiumsalte og virker svedhæmmende i større eller mindre grad – det vil typisk være tilfældet i parfumefri deodoranter. 

Forskellige former

Både antiperspiranter og deodoranter kan forhindre svedlugt i en kortere eller længere tidsperiode og findes i flere forskellige former:

  • Creme
  • Roll-on
  • Pumpe
  • Stift
  • Spray.
Svedlugt kan let forebygges og i særlige tilfælde kan du søge hjælp hos lægen

FAKTABOKS:

  • Antiperspirant – forhindrer dig i at svede ved hjælp af aluminiumsalte.
  • Deodorant – bakteriehæmmende og kamuflerer svedlugten med en anden duft.

Hvad er sved?

Sved er en væske, som kirtlerne i huden udskiller. Vi sveder mest under armene, men også fra ryg, lyske, fødder, hænder og ansigt. I armhulerne alene har et sted mellem 25.000 og 50.000 svedkirtler. Vi producerer dagligt omkring 1 liter sved.
Det er helt naturligt at svede. Det er kroppens måde at afkøle sig på.
Vi sveder, når vi er fysisk aktive, når der er varmt i omgivelserne, men også når vi sidder helt stille.

Især under armene

Sved i sig selv lugter ikke. Men når sved kommer i kontakt med bakterier på huden begynder den at lugte. Selvom vi har svedkirtler overalt på kroppen er det typisk under armene du kan opleve at lugte af sved. Det skyldes at her har sveden svært ved at fordampe fra huden og derfor bliver lugten mere tydelig.
 

Sved kan blive et socialt problem

Nogle unge og voksne har store problemer med sved og lugten af sved.
Man kan svede så meget, at der kommer store våde plamager på kroppen og dermed på tøjet. Det kan typisk være under armene, på ryggen og ved lysken.
Selvom sved og svedlugt er naturligt, kan det blive et socialt problem at lugte af sved.

Deodorant efter barbering eller hårfjerning

Efter barbering eller hårfjerning på anden måde kan huden være mere sart og det kan svie at tage deodorant eller antiperspirant på. Det kan fx være tilfældet, hvis den indeholder alkohol.  Nogle deodoranter og antiperspiranter frarådes lige efter barbering. Du vil kunne se om det er tilfældet på det enkelte produkt. 
Apoteket kan hjælpe dig med at finde den rigtige deodorant eller antiperspirant, mod din svedlugt. 

Gode råd mod sved

Tøj:

  • Brug tøj af naturlige materialer som bomuld, viskose, hør og silke
  • Undgå syntetisk tøj, der ikke lader huden ånde
  • Undgå for varmt tøj
  • Lukkede gummisko giver fodsved
  • Brug "sweat pads" for at opsuge fx armsved, så tøjet ikke bliver vådt og skjoldet
  • Køb evt. to ens bluser, så du kan skifte ubemærket i løbet af dagen.

Hygiejne:

  • Vask dig og brug deodorant flere gange dagligt efter behov
  • Få hjælp af apoteket til at vælge den rigtige deodorant eller antiperspirant
  • Barberede armhuler lugter mindre af sved, da svedlugt kan sætte sig i hårene og det er nemmere at rense området.

Øget svedproduktion:

  • Forsøg at køle omgivelserne af med aircondition eller ventilator
  • Undgå chili og ingefær, der øger svedproduktionen
  • Overvægtige kan mindske svedproduktionen ved vægttab
  • Undlad ikke fysisk aktivitet, selvom det får dig til at svede. Vask dig, brug deodorant, og skift eventuelt din bluse.
Gå ikke alene med dine svedproblemer. Der er andre som dig, og der er hjælp og gode råd at hente på apoteket og hos lægen.

Har du problemer med sved og kraftig svedlugt, bør du købe en antiperspirant.

Rød og irriteret hud

Hvis din hud bliver rød eller irriteret af din deodorant eller antiperspirant kan det skyldes at du er allergisk over for et eller flere af indholdsstofferne. Vælg i stedet en anden deodorant eller antiperspirant med andre indholdsstoffer.

Sved på hænder og fødder

Der findes antiperspiranter, der kan sprayes eller smøres på hænder og fødder.

Parfume

Parfume som eau de toilette og eau de parfum virker ikke svedhæmmende og dækker ikke svedlugt særlig effektivt.
Du kan få deodoranter med og uden parfume. Se efter, om der er parfume i deodoranten. Parfume kan dufte dejligt, men kan også give dig allergi.

Store svedproblemer

Hvis antiperspiranter ikke hjælper dig af med dine svedproblemer, kan du også vælge at gå til lægen.
Det kan være at du skal have en behandling med tabletter, der fås på recept. De kan dog medføre bivirkninger såsom tør mund, synsforstyrrelser og problemer med vandladningen.
 

Andre behandlingsmuligheder for store svedproblemer

  • Botulinum type A toxin – bedre kendt som Botox
  • Iontoforese (legemsdel placeres i vandkar med svag strøm)
  • Operation af nerver eller fjernelse af svedkirtler.