Børns sygdomme
Hovedpine hos børn
Hovedpine er et af de hyppigste symptomer hos børn og unge. Ofte kan små ændringer af livsstil mindske problemet med hovedpine.
Det er vigtigt at få afdækket, hvilken hovedpine (evt. hovedpiner), der er tale om, så barnet kan få den rigtige behandling.
Migræne
Migræne er middelsvær til svær hovedpine med anfald, der varer 2-72 timer. Hos yngre børn er migrænen ofte dobbeltsidig, mens den hos større børn og unge oftest er halvsidig.
Smerterne er kraftige og dunkende, forværres ved fysisk aktivitet og ledsages ofte af kvalme og opkastninger. Børnene kan være lys- og lydfølsomme.
Spændingshovedpine
Hovedpinen varer mellem 30 minutter og 7 dage. Den er tit dobbeltsidigt pressende eller strammende af mild til moderat styrke.
Smerterne forværres ikke ved fysisk aktivitet, og der er ingen kvalme eller opkastninger. Barnet kan være lys- og lydfølsom.
Årsager til hovedpine hos børn
Der kan være mange årsager til, at børn og unge får hovedpine:
- Hovedpinen kan være en sygdom i sig selv, fx migræne
- Den kan være symptom på en anden sygdom eller tilstand, fx tandpine, bihulebetændelse eller problemer med synet.
- Den kan være relateret til livsstil, fx for lidt søvn, for lidt væske, for meget skærmtid, dårlige spisevaner, stress m.m.
- Den kan skyldes muskelinfiltrationer, fx pga. forkerte arbejdsstillinger
Faresignaler
Kontakt lægen, hvis:
- Barnet er under 6 år og har vedvarende hovedpine.
- Barnet vågner op med hovedpine og har morgenopkastninger.
- Barnet får kraftig hovedpine, selvom det ellers er rask. Især hvis hovedpinen ledsages af syns-, tale- eller føleforstyrrelser eller nedsat kraft i arme og ben.
- Barnets hovedpine tydeligt forværres, ændrer karakter eller der er tegn på psykisk ændring.
Hvad kan du selv gøre ved hovedpine hos børn?
Flere ting kan nedsætte risikoen for hovedpine og migræne:
Flere ting kan nedsætte risikoen for hovedpine og migræne:
- Regulering af livsstil med en regelmæssig levevis, søvn og spisetider, gerne små hyppige måltider. Vær opmærksom på, at sukker, slik og sodavand kan fremprovokere migræneanfald.
- Sørg for, at barnet får rigeligt at drikke i løbet af dagen - gerne vand.
- Motion/sport mindst ½ time hver dag og afslapningsøvelser. Børn af i dag har alt for meget stillesiddende tid og bevæger sig for lidt
- Forsøg at nedsætte eller undgå fysisk og psykisk stress i skole og hjem
- Undgå rygning i hjemmet
- Hovedpinedagbog er god til at påvise provokerende faktorer
- Sørg for rigelig frisk luft og regelmæssig udluftning, hvor mange børn er samlet gennem lang tid
- Lad eventuelt barnet bruge solbriller, hvis sollyset fremprovokerer migræne eller hovedpine
- Ved migræne kan nogle børn have glæde af, at man masserer forsigtigt hen over begge øjenbryn
Hvor udbredt er hovedpine hos børn?
Ældre børn har oftere hovedpine end yngre børn. Tilbagevendende hovedpine ses hos ca. 4,5 % af børn mellem 4-6 år, og hos ca. 27 % hos børn og unge mellem 14-18 år.
Ca. 1,5 % af 12-14-årige har daglig hovedpine, hvilket har stor betydning for den enkeltes trivsel.
Undersøgelse af hovedpine hos børn
Undersøgelsen hos lægen omfatter fysisk undersøgelse for at udelukke anden sygdom, som årsag til hovedpinen. Lægen måler også puls og blodtryk og undersøger, om der er muskelinfiltrationer i ryg, skuldre, hals og nakke.
Diagnosen
Diagnosen stilles ved at lægen omhyggeligt spørger ind til, hvilke symptomer barnet har:
- Hvor ofte og hvor længe varer hovedpinen?
- Hvor sidder hovedpinen?
- Hvad udløser og forværrer smerten, hvordan opleves den?
- Er der hovedpine/migræne i familien?
- Hvad gør barnet under anfald?
- Hvor mange og hvilke hovedpinepiller har barnet fået?
- Er barnet ellers helt rask?
Barnet/familien vil ofte blive bedt om at føre en hovedpinekalender, fx via appen ”Min hovedpine”.
Hovedpinekalender:
Download hovedpinekalenderen
Behandling af hovedpine hos børn
Det er meget vigtigt, at barnet får klar og tydelig besked om hovedpinens karakter, så det ikke bekymrer sig unødigt om alvorlig sygdom.
Hvis årsagen til barnets hovedpine er kendt, skal de udløsende faktorer fjernes eller reduceres, før man overvejer medicinsk behandling.
Medicinsk behandling af migræne
Paracetamol evt. kombineret med ibuprofen og kvalmestillende medicin (domperidon). Har dette ikke effekt, kan man overveje næsespray med en særlig form for migrænemedicin (triptaner), der er godkendt til børn og unge mellem 12 og 17 år. I nogle tilfælde optræder migrænen så hyppigt, at man giver daglig medicin for at forebygge migrænen.
Medicinsk behandling af spændingshovedpine
Oftest er paracetamol og ibuprofen tilstrækkelig. Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at dagligt indtag af hovedpinepiller i sig selv kan udløse hovedpine.
Fysisk aktivitet har typisk en gavnlig effekt på spændingshovedpine.
Medicinoverforbrugshovedpine
Medicinoverforbrugshovedpine skyldes stort indtag af hovedpinemedicin gennem længere tid og forsvinder ofte, når man ophører med medicinen. Man tager medicinen helt fra barnet, som så vil have det skidt de første dage med svær hovedpine, kvalme og andre symptomer, der kan vare mellem 2-10 dage. En sådan behandling bør udføres med tæt kontakt til lægen evt. under indlæggelse.
Lægemidler til behandling af hovedpine hos børn
- Lægemidler mod smerter, paracetamol
- Panodil®
- Pinex®
- Pamol®
- Panodil® Zapp
- Pamol® Flash
- Perfalgan
- Arax
Andre navne og stavemåder for hovedpine hos børn:
- Migræne hos børn