Gå til indhold
Børns sygdomme

Hånd-, fod- og mundsygdom

Hånd-, fod- og mundsygdom er en smitsom virussygdom med udslæt på hud og slimhinder.

Kirsten Holm Børnelæge, overlæge, ph.d.

Symptomer på sygdommen

Hånd-, fod- og mundsygdom kan give barnet lettere utilpashed og let feber forud for udslættet, som typisk sidder i munden, især på tungen og på hænder, fødder og balder. ’Pletterne’ er små, væskefyldte blærer på ca. 2-10 mm (kan ligne skoldkopper).

Årsager til sygdommen

Hånd-, fod- og mundsygdom skyldes en virusinfektion (hyppigst coxsackievirus, men kan også skyldes enterovirus).

Smitten spredes gennem luften fra væsken fra blærerne og fra afføringen. Inkubationstiden er 2-7 dage. Barnet smitter mest fra udbrud af sygdommen, og indtil udbruddet er på retur.

Hvad kan du selv gøre?

  • Barnet skal have rigeligt at drikke af kølige ikke-syrlige drikkevarer.
  • Undertiden er det nødvendigt at give paracetamol for at lindre smerterne i munden, og dermed sikre at barnet får tilstrækkeligt at drikke.
  • Det kan være en fordel at mose barnets mad, så den bliver lettere at spise.
  • Sørg selv for god håndhygiejne, da børn kan udskille virus i spyt og afføring i uger uden at have symptomer.

Faresignaler

Du bør kontakte lægen, hvis barnet bliver dårligere, fx bliver dehydreret eller sløvt.

Telefon

Hvor udbredt er hånd-, fod- og mundsygdom?

Sygdommen optræder i hyppige, tilbagevendende ’småepidemier’ hele året, dog oftest i sensommeren.

Hånd-, fod- og mundsygdom forekommer over hele verden, typisk hos børn i 5-7-års alderen.

Hvordan udvikler hånd-, fod- og mundsygdom sig?

Sygdommen er typisk overstået inden for en uge, og der er meget sjældent komplikationer.

Undersøgelse for hånd-, fod- og mundsygdom

Diagnosen stilles ved hjælp af symptomerne. I sjældne tilfælde kan lægen vælge at lave en dyrkningsprøve enten fra væske i blærerne eller fra afføringen.

Behandling af hånd-, fod- og mundsygdom

Da sygdommen er en virusinfektion, hjælper de sædvanlige antibiotika ikke.

Giv rigelig væske.

Det kan være nødvendigt med smertelindrende medicin i få dage, fx paracetamol efter lægens anvisning.
 
Børn skal holdes hjemme fra institution, så længe der er feber.