Hvilken pneumokokvaccine skal du have?
Der findes mere end 100 forskellige typer pneumokokker, også kaldet serotyper. Ingen vaccine dækker dem alle – de enkelte vacciner indeholder op til 23 udvalgte serotyper, nemlig dem, der hyppigst giver alvorlig sygdom. Vaccinerne indeholder delvis forskellige serotyper, men der er også et overlap mellem dem.
Vaccinerne inddeles i to hovedtyper:
Konjugerede vacciner (fx Prevenar20 og Capvaxive) giver en langvarig beskyttelse, fordi de danner ”huskeceller” i immunforsvaret. Der er som udgangspunkt ikke behov for at blive revaccineret.
Polysakkaridvaccinen (Pneumovax) indeholder flest serotyper (23), men beskyttelsen aftager over tid. Derfor anbefales revaccination hvert 6. år.
Fordi vaccinerne dækker forskellige serotyper, findes der ikke én vaccine, der passer til alle. Hvilken der er den rette for dig, afhænger blandt andet af din alder, om du har kroniske sygdomme eller nedsat immunforsvar, og om du tidligere er blevet vaccineret mod pneumokokker.
Valget af vaccine følger Sundhedsstyrelsens og Statens Serum Instituts anbefalinger.
Mulige bivirkninger
De fleste oplever kun milde og forbigående bivirkninger efter vaccination.
De hyppigste bivirkninger er:
ømhed ved indstiksstedet
rødme eller hævelse
let feber
hovedpine
træthed
Alvorlige bivirkninger er sjældne.