Interaktioner - når medicin påvirker hinanden
Når man er i medicinbehandling kan man nogen gange få behov for at tage to eller flere forskellige lægemidler samtidigt. Medicinen kan påvirke hinanden, og man taler om, at der opstår interaktion mellem lægemidler, når de enten forstærker eller reducerer hinandens virkning.
Interaktion kan også opstå mellem receptpligtig medicin, håndkøbsmedicin, naturlægemidler og kosttilskud. Derfor er det altid vigtigt at informere din læge og apoteket, hvis du tager anden medicin f.eks. købt i håndkøb eller kosttilskud og naturlægemidler ved siden af medicinen.
Dit lokale apotek kan altid rådgive dig om interaktioner mellem de lægemidler, du bruger. Og det vil også altid fremgå af medicinens indlægsseddel.
Alkohol og den mad, du spiser, kan også have indflydelse på medicinens virkning. Eksempelvis kan effekten af visse typer blodfortyndende medicin formindskes, hvis du begynder at spise mad, der har et højt indhold af K-vitamin.
Derfor bør du altid tale med din læge, hvis du planlægger store kostændringer samtidigt med, at du er i behandling med medicin.
På apoteket kan du altid få rådgivning om, hvilke mad- og drikkevarer der kan påvirke medicinens effekt. Det vil også altid fremgå af medicinens indlægsseddel. Nogen interaktioner kan udnyttes positivt f.eks., hvis to eller flere lægemidler hjælper hinanden med det, der skal behandles.
Andre interaktioner er negative, og dem skal du være særligt opmærksom på.
F.eks. kan samtidig brug af ibuprofen og blodfortyndende medicin have en uønsket effekt på virkningen.
Interaktioner kan nogle gange forebygges, hvis man tager det, der interagerer med hinanden forskudt. Det kan f.eks. være, at man tager en særlig type antibiotika samtidigt med mælkeprodukter og kalkholdigt tilskud.
I andre tilfælde kan det også være muligt at erstatte et lægemiddel med en anden type medicin, som ikke interagerer.
På apoteket er vi specialuddannede i lægemidlers interaktioner, og derfor kan du altid spørge os, hvis du er i tvivl, om flere slags medicin må tages sammen. Du kan også finde information om lægemidlers interaktioner på vores hjemmeside apoteket.dk.