Depotgranulater er faste lægemidler, der består af små korn af næsten ens størrelse. "Depot" betyder, at lægemidlet ikke bliver frigivet fra granulatet med det samme, men over længere tid. Det gør, at lægemidlet virker i længere tid.
Anvendelse
Depotgranulater er små korn, som du skal bruge i stedet for depotkapsler eller depottabletter, især hvis du har svært ved at synke en hel tablet. Du skal indtage depotgranulater gennem munden og med rigelig væske. Nogle depotgranulater kan du drysse ud over maden. Læs brugsanvisningen, eller spørg på apoteket.
Bemærk
Du må ikke knuse depotpræparater, fordi depotvirkningen så bliver ødelagt. Det betyder, at du får for stor en dosis lægemiddel på én gang.
Holdbarhed og opbevaring
Depotgranulater skal opbevares tørt og ved stuetemperatur, hvis der ikke står andet på pakningen. Depotgranulater kan ofte holde sig 5 år, men det er vigtigt at læse udløbsdatoen på pakningen. Medicin skal altid opbevares så børn og dyr ikke kan nå det. Hvis du er i tvivl om opbevaring eller holdbarhed på din medicin - så spørg på apoteket.