Øjensalve bliver fremstillet i små tuber med op til 5 ml. I spidsen, hvor salven skal trykkes ud, er der et meget lille hul. Det skyldes, at der ikke skal bruges særlig meget salve i øjnene.
Anvendelse
Øjensalve skal du bruge i dine øjne eller i øjenomgivelser ved for eksempel infektion og herpes. Du skal placere øjensalven i øjet. Træk med fingeren i den nedre øjenlågskant. Her skal du lægge en salvestreng på knap 1 cm i øjenlågsranden. For at fordele salven skal du blinke et par gange.
Praktiske råd
Hvis salven er hård, kan du gøre den blød ved at varme den let op i hånden. Øjensalve kan sløre dit syn i et stykke tid efter brugen. Hvis du kun skal bruge øjensalve én gang om dagen, kan det være en fordel at bruge den til natten, så du ikke mærker til denne gene.
Bemærk
Det er vigtigt, at du ikke berører øje eller øjenomgivelser med tubespidsen. Ellers risikerer du at forurene tubens indhold. Øjensalve har begrænset holdbarhed på 1 måned, efter at du har åbnet den. Du kan ikke bruge øjensalve sammen med kontaktlinser. Øjensalve er strengt personligt, og du må ikke dele den med andre.
Holdbarhed og opbevaring
Øjensalve har begrænset holdbarhed på 1 måned efter åbning. Øjensalve skal opbevares tørt og ved stuetemperatur, hvis der ikke står andet på pakningen. Medicin skal altid opbevares så børn og dyr ikke kan nå det. Hvis du er i tvivl om opbevaring eller holdbarhed på din medicin - så spørg på apoteket.
Find et apotek nær dig
Søg efter by eller postnummer og find de apoteker, der ligger tæt på dig