Bakterier i ubalance
Bakterier fra betændte tandkødslommer kan sprede sig til resten af kroppen. Her kan de påvirke mere alvorlige sygdomme som diabetes, gigt og hjertekarsygdom.
Mange danskere kender ikke til sammenhængen mellem sunde tænder og et godt helbred, viser en undersøgelse, som Tandlægeforeningen har lavet. Men det kan påvirke resten af kroppen, hvis man har betændelse i tænder og mund – derfor er det vigtigt at holde munden sund.
De fleste ved, at man bør børste tænderne hver dag, men god mundhygiejne kræver oftest mere end det. Udover at børste tænder er det nødvendigt at rense mellem tænderne, med for eksempel en mellemrumsbørste, og at få fjernet tandsten jævnligt hos tandlægen.
Hvis man lider af en sygdom eller tager medicin, er det ekstra vigtigt at holde øje med sin mund. Betændelse i munden udgør nemlig en særlig risiko for mennesker, der har nedsat modstandskraft på grund af sygdom eller medicin. Og det går også den anden vej – betændelse kan forværre sygdomme som for eksempel diabetes og hjertekarsygdomme. Nogle sygdomme øger også risikoen for, at der opstår problemer i munden som mundsvamp, mundtørhed og parodontitis. Det gælder for eksempel diabetes.
Bakterier fra betændte tandkødslommer kan sprede sig til resten af kroppen. Her kan de påvirke mere alvorlige sygdomme som diabetes, gigt og hjertekarsygdom.
Parodontitis er en alvorlig tandkødsbetændelse, der har spredt sig ned omkring roden af tanden. Betændelsen medfører, at tænderne med tiden bliver løse, hvilket er ubehageligt, gør ondt og hæmmer evnen til at tygge. I værste fald kan tænderne falde ud. Men det tager tid, før det går så galt. Forstadiet til parodontitis er tandkødsbetændelse, og det er der mange af os, der får. Derfor gælder det om at tage kampen op mod tandkødsbetændelsen, så den ikke udvikler sig til parodontitis.
I en sund mund slutter tandkødet tæt op om tanden. Men hvis der i længere tid sidder bakterier langs tandkødsranden på grund af plak eller tandsten, kan der dannes tandkødslommer, hvor betændelse kan udvikle sig, og dermed bliver tandkødslommerne dybere.
De tydeligste tegn på tandkødsbetændelse er rødt, ømt eller blødende tandkød. Hvis dit tandkød bløder, efter du har børstet tænder eller brugt tandtråd, er det et klart signal om, at du skal gøre noget ekstra ud af din mundhygiejne. Tandkødsbetændelse kan nemlig gå over igen, hvis du sørger for at rense dine tænder grundigt.
Det er ikke rart at få at vide, at man har dårlig ånde. Men faktisk burde vi være bedre til at gøre opmærksom på det, hvis vi oplever den generende lugt hos hinanden. Dårlig ånde skyldes nemlig ikke altid dårlig mundhygiejne, men kan også være et symptom på betændelse i tandkødslommerne, som kræver behandling.