100
forskellige varianter findes der af den HPV-virus, der bl.a. forårsager fodvorter.
1-2 år
kan det tage at slippe af med en vorte uden behandling.
Ligtorne og fodvorter har helt forskellige årsager, men kan på overfladen være svære at kende forskel på. Bliv klogere på hvad der er hvad, og hvordan du forebygger, at både fodvorter og ligtorne opstår.
Fodvorter er almindelige, især hos børn og unge. De kan gøre ondt, når man træder ned på dem, og det kan føles som at have en ’sten i skoen’. Fodvorter skyldes en virus, der angriber hudcellerne, så huden fortykkes, og der opstår en vorte.
En fodvorte forsvinder som regel af sig selv, men det kan tage lang tid – op til 1-2 år, hvor man kan være generet. Samtidig er fodvorter meget smitsomme, og en vorte kommer sjældent alene. Fodvorter smitter ved berøring og via de hudceller, man naturligt frigiver hver dag. Derfor kan man både give sig selv flere vorter, hvis man rører ved dem, og man kan komme til at smitte andre, hvis man eksempelvis tager i svømmehallen uden at dække sin fodvorte til.

Fodvorter optræder i mange former og kan forveksles med ligtorne, men de kan især kendes på nogle små sorte prikker i midten, der er små blodkar.
Hvis man først har fået fodvorter, kræver det en vedholdende behandling at komme af med dem igen. Der er flere forskellige metoder – fodvorter kan for eksempel fryses væk eller pensles med opløsende stoffer. På apoteket kan du høre mere om fordele og ulemper ved de forskellige behandlinger og finde den, der passer dig bedst. Hvis du synes, det er svært at komme fodvorterne til livs, kan du kan også få hjælp hos en fodterapeut.
forskellige varianter findes der af den HPV-virus, der bl.a. forårsager fodvorter.
kan det tage at slippe af med en vorte uden behandling.
En ligtorn er en lille rund ophobning af fortykket hud, der har dannet en hård kerne, som stikker ind i underhuden. Foden danner fortykkelsen for at beskytte huden mod fortsat slid og tryk. På den måde er en ligtorn altså fodens signal om, at den ikke har det optimalt.
Ligtorne kommer ofte på tæerne eller forfoden. Det ligger næsten i navnet, at ligtorne kan være temmelig smertefulde. De er ikke farlige under normale omstændigheder, men skal alligevel tages alvorligt, for ligtorne fortæller, at du belaster dine fødder eller tæer forkert. Det kan være på grund af sko eller strømper, der ikke passer, sidder forkert, eller som presser tæerne sammen. Man kan også få ligtorne, hvis fodens knogler rager frem, for eksempel ved hammertæer, eller hvis man har knyster.
Første skridt er at skåne området omkring ligtornen. Det kan du gøre med en ringformet klæbepude, der fordeler trykket på huden. Selve ligtornen kan fjernes ved at opløse – og gradvist fjerne – den fortykkede hud med et ligtorneplaster eller ved at pensle med opløsende middel. Du kan også få hjælp hos en fodterapeut.
Du kan forebygge ligtorne ved at bruge sko, der har plads nok til netop din fod. Du kan lave en lille test af dine sko: Stil dig på et stykke papir, tegn omridset af foden, og klip formen ud. Formen skal ubesværet kunne være nede i skoen, ellers er skoen for lille.