Chat with us, powered by LiveChat Hvad skal du gøre ved en svampeinfektion?
Sundhed

Svampeinfektion – hvordan slipper du af med den?

Svampe er en naturlig del af kroppens balance, men af og til opstår en svampeinfektion, og så skal man gribe til behandling. Det kan du læse om her.

Generelt om svampeinfektion

Normalt findes et lille antal svampe på huden og slimhinderne, som ikke giver nogen former for symptomer på svampeinfektion, men det sker, at disse svampe formerer sig så meget, at der opstår en svampeinfektion. Svampe trives godt i fugtigt og varmt miljø, og svampeinfektion ses derfor ofte i hudfolder, behårede områder, skeden, lysken, under brysterne, på fødderne, mellem tæerne og i bleområdet hos små børn.

Nogle typer af svampeinfektioner kan smitte.

Forskellige typer af svampeinfektioner

Der findes forskellige typer af svampe. Overordnet set bliver svampe, der kan fremkalde infektioner hos mennesker, opdelt i to grupper.

  • Dermatofytter, der kan give infektioner i hud, hår og negle. Det kan fx være fodsvamp, neglesvamp, ringorm og svampeinfektion i hovedbunden.
  • Gærsvampe, Candida albicans, der findes naturligt på hud og slimhinder ved fugtige og varme miljøer. Svampeinfektionerne kan opstå i fx hudfolder, under brysterne, i lysken og på kønsdelene.

Normalt findes et lille antal svampe på huden og slimhinderne, som ikke giver nogen former for symptomer på svampeinfektion, da det er en naturlig del af kroppens balance.

Behandling af svampeinfektioner i huden

Vil du undgå, at svampen breder sig, og at du smitter andre, er det vigtigt, at du behandler svampen i huden på den rigtige måde.

Behandlingen varierer alt efter, hvor svampeinfektion er på kroppen. Det kan være lokalbehandling med creme eller shampoo eller en tabletbehandling.
 
Med nogle typer medicin skal man fortsætte behandlingen, selvom svampen er væk. Hvis man stopper for tidligt, kan svampeinfektionen blusse op igen.
Spørg på apoteket, hvis du er i tvivl.

Herunder kan du læse mere om forskellige svampeinfektioner.

Fodsvamp

Fodsvamp er den mest almindelige form for svamp i huden. Fodsvamp trives særligt godt i varme, og hvor der er fugtigt. 

Fodsvamp kan smitte ved direkte kontakt eller indirekte via håndklæder, fodtøj, strømper og gulve. Den kan desuden brede sig til andre dele af kroppen. Det er derfor vigtigt at behandle fodsvamp med det samme.

Tegn på fodsvamp

  • Kløende og måske let skællende udslæt, der typisk starter mellem de yderste tæer
  • Ofte er der rødme, og der kan ses dannelse af små væskefyldte blærer

Gode råd om fodsvamp

  • Vask fødderne dagligt og tør dem ordentligt, inden du tager strømper og sko på
  • Hvis du har fodsvamp, skal fødderne tørres til sidst. Eller du kan bruge et andet håndklæde til fødderne, når du har badet, så undgår du at smitte dig selv på andre dele af kroppen
  • Brug badesandaler i omklædnings- og baderum
  • Har håndklædet været i kontakt med fodsvamp, så vask det ved mindst 60 grader
  • Brug bomulds- eller uldsokker og skift sokker dagligt eller oftere, hvis fødderne er fugtige
  • Vask sokkerne ved mindst 60 grader, hvis du har fodsvamp, ellers dør svampen ikke
  • Undgå fodtøj af kunstmaterialer og gå så vidt muligt i sko af læder, gerne sandaler, så varme og fugt kan slippe væk. Du kan i sidste ende blive nødt til at smide dine sko ud, hvis du ikke kan få bugt med fodsvampen
  • Forebyg eventuelt fugtige fødder med talkum eller en deodorant med antiperspirant.
Sportssko, badesandaler, vaskemaskine og sokker
Gummisko og sandaler giver gode betingelser for fodsvamp. Er skaden sket, skal sokkerne vaskes ved 60 grader.

Neglesvamp

Neglesvamp opstår typisk på grund af ubehandlet fodsvamp, hvor man dermed har smittet sig selv. Det er derfor vigtigt at få behandlet fodsvampen. Behandlingen af neglesvamp kan være langvarig.

Neglesvamp viser sig typisk som fortykkede og misfarvede negle med sprødt, hvidt eller gulligt materiale under neglen. Neglen kan falde af og blive deform, hvilket kan medføre smerter. Neglesvamp ses både på hånd- og tånegle, men oftest på tånegle.

Forebyggelse af neglesvamp

  • Giv fødderne luft. Enten ved løst fodtøj, eller ved at smide skoene indimellem.
  • Brug badesandaler i omklædnings- og baderum
  • Skift strømper hver dag – måske flere gange dagligt, ved meget fugtige og varme fødder.
  • Lad fødder og tæer være helt tørre efter badet, før du tager strømper og sko på.
  • Plej dine negle

Behandling af neglesvamp

Neglesvamp kan behandles med et svampedræbende middel – enten som tabletter eller medicinsk neglelak.

Flere svampedræbende lægemidler findes som tabletbehandling, og alt efter lægemiddelstof kan dosering og behandlingsvarighed variere. Dosering kan være alt fra daglig dosering til ugentlig dosering, og behandlingsvarigheden kan være fra 6 uger til flere måneder. Behandlingen af neglesvamp i tånegle varer typisk længere tid end for fingernegle. En sund negl kan være flere måneder om at vokse ud igen.

Medicin som neglelak

Der er også for de medicinske neglelakker forskellige doseringer. Det kan variere fra daglig dosering eller et par gange ugentligt. Den medicinske neglelak skal typisk anvendes i flere måneder.

Nogle typer af medicinsk neglelak kan fås i håndkøb. Tabletbehandlinger igangsættes af lægen. Det kan ofte være gavnligt at kombinere de to behandlinger for en mere effektiv behandling.

Cremer og lignende mod svamp i huden kan normalt ikke anvendes mod svamp i neglene, da lægemidlet ikke trænge langt nok ind i neglen til at have den gavnlige effekt.

Skæl i hovedbunden 

Skæl i hovedbunden skyldes ofte en svamp, der normalt findes i hovedbunden. Symptomer på skæl er kløe i hovedbunden, og oftest med generende tørre hvide skæl, der drysser på tøjet.

En tør hovedbund kan forveksles med en skæl-infektion. Er der blot tale om tør hovedbund, kan det være nok at skifte til en mild shampoo.

Behandling af skæl i hovedbunden

Skæl behandles med en svampehæmmende shampoo, der indeholder ketoconazol. Shampooen anvendes typisk to gange om ugen i 2-4 uger. Den skal sidde i håret i 5 minutter, før den skylles ud igen.

Efter endt behandling kan skæl forebygges ved at anvendes den svampedræbende shampoo 1 gang hver eller hver anden uge for at holde svampen nede.

Ringorm

Ringorm er en svamp på kroppen og har intet med orme at gøre, som navnet ellers kunne antyde. Svampen har form som en ring i huden og kan minde lidt om hekseringe i græsplænen.  

Det er oftest børn, der bliver smittet med ringorm, og børn kan også smitte hinanden. I de fleste tilfælde smitter ringorm dog fra dyr til mennesker. Katte og kattekillinger er den hyppigste årsag til smitte.

Hunde, hamstere, marsvin og kalve kan også være årsag til smitte med ringorm. 

Tegn på ringorm

Tegn på ringorm:

  • Ringorm er ringformede eller ovale rødlige pletter med ru og skællende kant.
  • Ringormen vil med tiden dække et større og større område.
  • Ringorm klør som regel meget.

Ringorm kan også opstå i hovedbunden eller i skæg.

Gode råd om ringorm:

  • Ringorm er smitsom og kan både smitte direkte og indirekte fx ved at dele håndklæde. Undgå derfor berøring med dyr eller mennesker, som har ringorm, samt genstande som har været i kontakt med det smittede område.
  • Stammer ringormen fra et husdyr/kæledyr skal dette også behandles. Ellers kan dyret fortsat smitte.

Svamp i munden

Svamp i munden kan forekomme af mange forskellige årsager, dog ses svamp i munden oftest ved brug af inhalationsmedicin med binyrebarkhormon, som oftest anvendes i forbindelse med lungesygdomme.

Denne type inhalationsmedicin øger risikoen for svamp i munden - særligt hvis man ikke husker at skylle munden med vand efter inhalation af medicinen.
Symptomerne ved svamp i munden er hvide belægninger på tungen, der eventuelt føles hævet og brændende.

Behandling af svamp i munden

Svamp i mundhulen kan behandles med mikstur eller mundhulegel. Begge typer medicin anvendes 4 gange dagligt i mindst 14 dage.

Det er vigtigt at holde medicinen i munden så længe som muligt, hvorefter medicinen synkes, da der kan sidde lidt svamp i den øverste del af spiserøret, som ikke behandles hvis medicinen spyttes ud.

Svamp i skridtet

Svamp i skridtet, også kaldet lyskesvamp, forekommer hyppigere hos mænd end hos kvinder. Det ses især hos mænd, der dyrker meget sport eller som går i stramtsiddende tøj, så huden i skridtet konstant er varm og fugtig. Svamp i skridtet kan også skyldes smitte fra andre svampeinfektioner på kroppen, som for eksempel fodsvamp.

Tegn på svamp i skridtet

  • Røde, skællende hudforandringer
  • Der kan være kløe og svie i forbindelse med udslættet
  • Hudforandringerne sidder i hudfolderne mellem lår og mave med en ofte skarp randzone mod den omgivende hud. Eller på indersiden af låret og mellem balderne. Hos mænd kan det også være på og omkring pungen.

Gode råd til lyskesvamp

  • Vask dig dagligt og tør dig grundigt
  • Svamp i skridtet kan smitte både ved direkte kontakt og indirekte via fx håndklæder
  • Vask undertøj og håndklæder ved mindst 60 grader
  • Skift tøj dagligt, især undertøj
  • Undgå stramtsiddende tøj.

Svamp i hudfolder

Svamp i hudfolder opstår, når huden tilstrækkelig varm og fugtig, og svampen derved får rig mulighed for at formere sig. Det kan opstå fx under en stor barm eller i armhulen, hvor svampeinfektionen viser sig som et rødt og kløende udslæt. 

Tegn på svamp i hudfolder

  • Højrøde og eksemlignende hudområder
  • Ofte med blærer og revner i huden
  • Det svier og klør.

Gode råd om svamp i hudfolder

  • Opdager du et rødt udslæt i en hudfold, er det en god idé at kontakte din læge for at få stillet den rette diagnose
  • Hold så vidt muligt huden tør i hudfolderne
  • Du kan pudre hudfolderne med talkum
  • Ved svamp under brysterne kan en god og støttende BH anvendes for at sikre, at brystet og huden ikke gnider mod hinanden.