Chat with us, powered by LiveChat Minipiller minder om p-piller – læs om forskellen her
Sundhed

Minipiller – 98 % sikkerhed mod graviditet

Minipiller minder meget om p-piller, men der er flere forskelle, som du skal være opmærksom på.

Hvad er minipiller?

Minipiller er tabletter, der kun indeholder et enkelt hormon: gestagen.

Hvis du tager minipillen mere end 3 timer senere end normalt kan du ikke regne med fuld beskyttelse i de næste 7 dage. 

Der er to typer af minipiller på markedet: Lav- og højdosis. De skal tages på samme måde, men der er alligevel forskel på dem. 

Sådan tager du minipiller

  1. Læs brugsanvisningen i pakken, før du begynder at tage minipiller.
  2. Tag den første minipille på menstruationens første dag
  3. Tag herefter en minipille hver dag, også når du har blødning. Der skal altså ikke holdes pillefri dage, som med p-piller
  4. Det er vigtigt, at du tager minipillen på samme tidspunkt hver dag for at opnå fuldstændig sikkerhed. Der er dog forskel på, hvor præcis du behøver være – alt efter om du tager høj- eller lavdosis minipiller.

Hvad skal du gøre, hvis du glemmer minipillen?

Glemmer du at tage din minipille, så er det vigtigt, at du ved, hvilken type minipille du bruger: 

Glemt lavdosis minipille

Tager du minipillen mere end 3 timer for sent i forhold til, hvornår du plejer at tage pillen, er metoden usikker. Du skal bruge anden beskyttelse i de næste 7 dage og fortsætte med at tage minipillerne dagligt.

Glemt højdosis minipille

Hvis du bruger højdosis minipiller, er metoden usikker, hvis du tager den over 12 timer for sent. Du skal bruge anden beskyttelse i de næste 7 dage og fortsætte med at tage minipillerne dagligt.
Illustration af minipillers virkning

Sådan virker minipiller

  • Der dannes en slimprop i livmodermunden, der gør det svært for sædcellerne at trænge op i livmoderen
  • Minipiller påvirker livmoderslimhinden, så et evt. befrugtet æg har svært ved at sætte sig fast i livmoderen. Dermed kan det befrugtede æg ikke udvikle sig
  • Højdosis minipiller indeholder mere gestagen og hæmmer også ægløsningen.

Hvem kan bruge minipiller?

De fleste kvinder kan bruge minipiller.
  • De er dog bedst egnede til kvinder over 35 år og til kvinder, der ammer, fordi minipiller ikke indeholder østrogen
  • De er mindre egnede til unge kvinder, som ønsker stor effektivitet af metoden. Almindelige p-piller har højere effektivitet end minipiller.

Sådan får du p-piller eller minipiller

Ved en samtale hos lægen vil lægen finde ud af, om p-piller eller minipiller er en god præventionsmetode for dig. 
  • Dit blodtryk bliver målt og din vægt kontrolleret
  • Lægen skriver en recept på p-piller eller minipiller, som du køber på apoteket.

Hvornår virker minipiller?

Minipiller virker med det samme, hvis du begynder at tage dem første menstruationsdag.

Kontrol ved brug af minipiller

  • Lægen beder dig om at komme til undersøgelse ca. tre måneder efter, at du er begyndt at tage minipiller. Dit blodtryk bliver målt, og du bliver vejet
  • Ved undersøgelsen drøfter I, hvordan metoden fungerer
  • Det er en god ide at blive undersøgt hos lægen én gang om året.
Hvis din blødning udebliver, bør du undersøge, om du er gravid. Du kan aflevere en urinprøve hos lægen, eller købe en graviditetstest på apoteket, som du selv kan udføre.

Fordele ved minipiller

  • Når du bruger minipiller, er der ca. 98 % sikkerhed for, at du ikke bliver gravid
  • Minipiller giver ingen afbrydelse i samlejet
  • Minipiller øger ikke risikoen for venøse blodpropper.

Ulemper ved minipiller

  • Din menstruation kan blive uregelmæssig med længere tid mellem blødningerne
  • Der kan komme pletblødning. Som regel kun de første 2 - 3 måneder
  • Enkelte kvinder bliver lettere deprimerede, når de tager minipiller. Læs mere om bivirkninger på indlægssedlen
  • Minipiller sikrer ikke mod seksuelt overførbare sygdomme som fx klamydia, herpes eller HIV. Brug kondom for at beskytte mod seksuelt overførte sygdomme
  • Minipiller skal tages på samme tidspunkt hver dag, ellers svækkes sikkerheden. Gælder som skrevet ikke for minipiller med høj dosis.

Spørgsmål og svar om højdosis minipiller

  • Cerazette er ikke p-piller, men minipiller af typen højdosis. Ved brug af højdosis minipiller er der ikke nogen pause imellem pakningerne, og for nogle kvinders tilfælde forekommer det også, at menstruationen af denne årsag helt udebliver. I begyndelsen kan det dog opleves, at man får let pletblødning. Derfor skal du bare tage alle 28 tabletter og herefter forsætte næste dag med en ny pakke med 28 tabletter.

Spørgsmål og svar om skift fra minipiller til p-piller

  • Det er korrekt, at man anbefaler at påbegynde p-piller på menstruationens første dag. Herved opnås beskyttelse mod graviditet fra første dag samt din sædvanlige menstruationscyklus bibeholdes. Det er dog ikke et krav. Du kan også begynde på p-pillerne, når det passer dig, her skal du dog være opmærksom på, at p-pillerne først beskytter mod graviditet efter syv dages indtagelse, og at din menstruationscyklus sandsynligvis bliver rykket lidt rundt. Normalt kan din menstruationscyklus forventes regelmæssig efter to-tre perioders indtagelse.