Hudsygdomme
Akne og bumser
Akne dækker over en række hudsymptomer, fx bumser, hudorme og røde knopper, der alle skyldes betændelse i og omkring hudens talgkirtler.
Hudproblemer, der kan være symptom på akne, er fx:
- Mørke/åbne og lyse/lukkede hudorme. De øger risikoen for udvikling af betændte bumser
- Betændte bumser i form af røde knopper og gule betændte knopper
- Store dybe, betændte knudeagtige fortykkelser (cyster), der indeholder et gulligt slimet sekret
- Store sammenhængende blærer/cyster og store knudeagtige fortykkelser, der ofte giver ardannelse.
Svært tilfælde af akne
Hudorme skal altid være en del af problemet, for at diagnosen akne kan stilles.
Årsager til akne og bumser
Ved puberteten kommer der hos begge køn et øget niveau af kønshormoner i blodet, fx det mandlige kønshormon testosteron, som omdannes af enzymer i talgkirtlerne til et mere aktivt hormon, der forstørrer talgkirtlerne og øger produktion af talg.
Talgkirtlerne propper til med døde hudceller, så der opstår hudorme. Når bakterierne i talgen ændres, kan aknebakterien (Propionibacterium acnes) udvikle sig og give betændelse, så der kommer bumser.
Fakta om akne
Der findes mange myter om akne. Her er nogle fakta:
- Akne er en arvelig tilstand.
- Akne forværres af olieholdige cremer, kosmetik, hårvoks, høj luftfugtighed, kasket og pandebånd.
- Akne forværres ikke af cola, chips og alkohol.
- Akne skyldes sjældent forstyrrelser af hormonbalancen.
- Hvis piger har akne, menstruationsforstyrrelser og øget behåring skal det undersøges, om tilstanden skyldes cyster på æggestokkene (polycystisk ovariesyndrom - PCO).
- Visse lægemidler forværrer akne fx anabole steroider, prednisolon, hormoncremer, lithium og midler mod epilepsi.
Hvad kan du selv gøre ved akne og bumser?
Ved lettere former for akne kan du prøve at:
- undgå fede cremer og olieholdig kosmetik i ansigtet
- undlade at bruge hårvoks
- rense huden dagligt med mild sæbe
- søge hjælp hos din læge eller på apotek, hvis bumserne generer dig.
Hvor udbredt er akne og bumser?
Akne er nok den mest almindelige hudsygdom, og stort set alle får på et tidspunkt i livet akne i en eller anden grad.
Sygdommen starter som regel omkring puberteten og ses mest i aldersgruppen 14-18 år, herefter aftager sygdommen gradvist.
Akne er arvelig, så der er større risiko for at få det, hvis ens forældre har haft det.
Behandling af akne og bumser
Akne kan være en belastning både socialt og psykisk, men uanset sværhedsgraden kan akne hjælpes med medicinsk behandling. Ved svære former for akne bør man altid søge læge for at undgå ardannelse.
Behandlingerne kan inddeles i:
- Lægemidler til udvortes brug, fx med adapalen, isotretinoin, tretinoin, azelainsyre, benzoylperoxid eller clindamycin, som alle enten er bakteriehæmmende eller hæmmende for dannelsen af hudorme.
- Tabletbehandling, fx med tetracykliner, isotretinoin eller hormoner.
Ofte anvendes behandlingerne i kombination, og som regel begynder de at virke i løbet af de første 4-8 uger. Størst virkning ses typisk efter 4-6 måneder.
Behandling skal typisk ordineres af en speciallæge i hudsygdomme.
Andre navne og stavemåder for akne og bumser:
- Acne
- Uren hud/urenheder i huden
- Fedtet hud
- Hudorme