Infektioner
Næseblod
Næseblod kommer fra et bristet blodkar i den forreste eller bageste del af næsen. Der kan være mange grunde til, at man får næseblod.
Næseblod kan vise sig på flere måder.
- Ensidig blødning fra forreste del af næsen.
- Dobbeltsidig blødning fra bageste del af næsen, også selvom blødningen kun sidder i den ene side.
- Blodpletter i sekretet, når man pudser næse. Hvis man har oplevet det igennem et stykke tid, bør man blive undersøgt af en øre-næse-hals-læge.
Årsager til næseblod
Typiske årsager til, at man får næseblod:- Irritation i næseslimhinden med udtørring og skorpedannelse helt fortil – og dermed trang til at pille næse – ses ofte, fx i forbindelse med forkølelse og/eller tørt indendørsklima.
- Slag på næsen.
- Forskellige former for medicin, fx blodfortyndende medicin, kan særligt hos ældre mennesker give næseblod ofte fra et sted bagtil i næsehulen.
- Sjældnere skyldes næseblod egentlig sygdom i næseslimhinden.
Hvad kan du selv gøre ved næseblod?
Blod virker altid voldsomt, så man kan let blive opskræmt over næseblod.Man skal gøre følgende, hvis man får næseblod:
- Patienten anbringes med hovedet højt.
- Tryk næsen sammen fra side til side ved det lidt blødere område lige foran den hårde knogle - så presser man på det sted fortil i næsen, som er det sted, der oftest bløder.
- Man presser næsen sammen i mindst 5 minutter - det er lang tid (se på et ur).
- Prøv at undgå at synke blodet. Hvis man gør det, får man hurtigt kvalme og bliver mere utilpas, end man er i forvejen.
Hvis næseblodet kommer igen, kan man gentage proceduren, og ellers må man tage på skadestuen.
Hvor udbredt er næseblod
De fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv oplevet at få næseblod. Let næseblødning er relativt hyppig hos børn, men ses også hos voksne.
Den mere ukontrollerbare form, som næsten altid kommer fra den bageste del af næsen, og som ofte kræver indlæggelse, er heldigvis ikke så hyppigt.
Hvordan udvikler næseblod sig?
Næseblod fra den forreste del af næsen kræver som regel blot, at man sidder stille i nogle minutter og klemmer sammen på næsen indtil blødningen stopper. Det kan tage lidt længere tid hos ældre.
Hos meget få kan forløbet være mere dramatisk og langvarigt med indlæggelse i flere dage og evt. operativ clipsning af et eller flere blodkar. I de tilfælde kommer blødningen typisk fra den bagerste del af næsen.
Undersøgelse
Hvis blødningen ikke holder op, og man må på skadestuen, vil lægen undersøge næsen for at se, hvor det bløder fra.Behandling af næseblod
Behandling af næseblod afhænger af symptomer og hyppighed. Næseblod, der hyppigt kommer igen (det gælder både børn og de voksne, hvor blødningen kommer forrest i næsen), behandles under lokalbedøvelse med ætsning eller brænding af de udvidede, sarte blodkar i næseskillevæggen, der er årsag til blødningerne. Det foregår hos en øre-næse-hals-læge.
Behandling på skadestue
Hvis man må en tur på skadestuen, vil man få noget vat med lokalbedøvelse og evt. blodstandsende medicin op i næsen, så lægen kan undersøge det blødende sted og evt. brænde blodkarret. Hvis blødningen ikke kan standses, bliver man indlagt.
Indlæggelse
Hvis blødningen stadig ikke holder op, kan man få lagt en ballon ind i næsen. Ballonen fyldes med vand og trykker på det blødende blodkar, så blødningen stopper. Ballonen skal sædvanligvis ligge i 1-2 døgn. Behandlingen skal evt. gentages.
I enkelte tilfælde kan det blive nødvendigt at lukke det blodkar, der bløder, ved en operation i fuld bedøvelse.
Andre navne og stavemåder for næseblod:
- Epistaxis