Chat with us, powered by LiveChat Blødningsforstyrrelser – fx uregelmæssig menstruation
Kvindesygdomme

Blødningsforstyrrelser

Blødningsforstyrrelser kan fx være kraftige eller udeblevne menstruationer, kort eller lang tid mellem de enkelte menstruationer, pletblødning ved samleje og blødning efter overgangsalderen.

Hvad er et normalt blødningsmønster?

Længden af menstruationscyklus aftager med alderen og er mest stabil omkring 30-årsalderen, hvor den er ca. 28 dage, regnet fra første blødningsdag i en menstruation til dagen før næste menstruations første blødningsdag.

Hos 20-årige er den oftest 30 dage, hos 40-årige omkring 26 dage. Der kan dog være stor variation også for den enkelte kvinde, så en normal menstruationscyklus kan vare mellem 21 og 35 dage, med blødning i 2 til 5 dage. 

Hvorfor får man uregelmæssige blødninger?

Der kan være mange grunde til blødningsforstyrrelser, men et helt uregelmæssigt blødningsmønster bør altid medføre henvendelse til læge.

Piger i puberteten

De første blødninger i puberteten vil ofte være uregelmæssige pga. manglende ægløsning. Det kræver som regel ingen behandling. Fortsætter blødningerne med at være uregelmæssige, og er der samtidigt et ønske om svangerskabsforebyggelse, kan man behandle med p-piller.

Kvinder mellem 15 og 44 år 

Udebleven menstruation hos kvinder i alderen 15 – 44 år bør medføre en graviditetsprøve, hvis der er mulighed for graviditet. Ellers bør udebleven menstruation give anledning til lægekontakt efter ca. 6 måneder, hvis der ikke er en umiddelbar forklaring på problemet.
 
Menstruationer, der kommer med lange mellemrum, og hvor der samtidig er et graviditetsønske, bør give anledning til lægekontakt. Det samme gælder hyppige, regelmæssige blødninger.

Psykisk betingede blødningsforstyrrelser

Psykisk belastende begivenheder som flytning, eksamen og frygt for en uønsket graviditet kan påvirke blødningerne. Det samme gælder voldsomme vægttab, vægtstigning og intensiv sportstræning, der også kan forårsage blødningsforstyrrelser i form af udebleven menstruation.
 
Ved længerevarende ophør af menstruation vil der opstå en øget risiko for afkalkning af knoglerne, hvorfor man bør henvende sig til læge.

Årsager til blødningsforstyrrelser

Blødningsforstyrrelser hos kvinder kan forekomme gennem hele livet. Udover hormonelle forandringer kan de forårsages af en lang række forskellige sygdomme, og graviditetsproblemer, fx:
  • Polycystisk ovarie syndrom (PCO)
  • Stofskiftesygdom
  • Anden medicinsk behandling, f.eks. blodfortyndende
  • Abort eller graviditet uden for livmoderen
  • Sygdomme i kønsorganerne
  • Endometriose.

Faresignaler ved blødningsforstyrrelser

Du bør kontakte lægen, hvis du oplever blødning i forbindelse med samleje eller efter overgangsalderen. Det samme gælder blødning i graviditeten, specielt hvis der samtidig er smerter.

Kraftige menstruationer, der giver anledning til blodmangel, bør behandles.

Regelmæssige blødninger efter overgangsalderen er helt normale i forbindelse med visse typer af hormonbehandling. Kontakt lægen, hvis du er i tvivl.

Hvad kan du selv gøre ved blødningsforstyrrelser?

Du kan være opmærksom på følgende omkring blødningsforstyrrelser:
Voldsomme vægtsvingninger, fx pga. hyppige slankekure, kan i sig selv medføre uregelmæssige menstruationer.

Menstruationen kan udeblive pga. stress, fx i forbindelse med skilsmisse, rejser, frygt for graviditet og lignende.

En række forskellige medicinske behandlinger kan også påvirke blødningsmønstret.

Hvor udbredt er blødningsforstyrrelser?

Op til 1 ud af 5 kvinder vil i løbet af et år have blødningsforstyrrelser i form af blødning uden for den normale menstruationscyklus, uden at det behøver give anledning til bekymring.

Der er ca. 300.000 henvendelser til praktiserende læger om året pga. blødningsforstyrrelser.

Hvordan går det for kvinder, der har blødningsforstyrrelser?

I langt de fleste tilfælde vil det være muligt at finde årsagen til blødningsforstyrrelserne og dermed få en effektiv behandling.

Undersøgelse ved blødningsforstyrrelser

Lægen vil typisk kunne fastslå årsagen til det ændrede blødningsmønster ud fra en grundig sygehistorie og helbredsundersøgelse, ofte suppleret med en gynækologisk undersøgelse samt ultralydsundersøgelse, evt. også med en celleprøve fra livmoderhalsen og/eller slimhinden i livmoderhulen.

Behandling af blødningsforstyrrelser

Behandling af blødningsforstyrrelser hos yngre kvinder afhænger af blødningens årsag og sværhedsgrad. Uregelmæssige blødninger kan behandles medicinsk med fx p-piller.

Uregelmæssige blødninger i perioden omkring overgangsalderen

Når man har udelukket, at blødningsforstyrrelsen drejer sig om celleforandringer, slimhindepolypper eller andet, kan man behandle blødningerne med hormoner.

Behandling af kraftige blødninger

  • Medicinsk behandling: Prostaglandinsyntesehæmmere er gigtmidler, der er i stand til at reducere blødningsmængden med op til 50 % og samtidig virker smertestillende. Tranexamsyre er også i stand til at reducere blødningsmængden, virker dog bedst hvis behandlingen påbegyndes ved blødningens start.
  • Hormonbehandling: P-piller kan anvendes til behandling af kraftige og uregelmæssige blødninger. Uegnet, hvis man er storryger eller disponeret for brystkræft eller blodpropper.
  • Hormonspiral: Effektiv forebyggelse mod graviditet, der samtidig reducerer blødningsmængden i forbindelse med menstruationer.

Kirurgisk behandling

Blødningsforstyrrelser kan behandles kirurgisk på flere forskellige måder:

  • Er årsagen slimhindepolypper eller muskelknuder i livmoderhulen kan de fjernes ved kikkertoperation gennem livmoderhalsen (hysteroskopi).
  • Hvis de skyldes celleforandringer i livmoderhalsen, kan man fjerne noget af denne med en varmeslynge (keglesnit, se artiklen om livmoderhalskræft).
  • Fjernelse af livmoderslimhinden ved hjælp af varmepåvirkning eller en varmeslynge kan reducere, og i nogle tilfælde, stoppe blødningerne.
  • Hvis man fjerner hele livmoderen (hysterektomi) ophører blødningerne naturligvis. Det kan gøres enten som en kikkertoperation gennem maveskindet, som en åben operation eller nedefra gennem skeden.
 

Andre navne og stavemåder for blødningsforstyrrelser:

  • Uregelmæssige blødninger
  • Uregelmæssig menstruation