Smerter i maven, der ofte optræder som anfald og er turevise (kolik). Smerterne lindres efter afføring. Oftest sidder smerterne nedadtil til venstre i maven, men kan optræde overalt.
Ændret afføringsmønster. Der kan både være tale om hyppigere afføring eller forstoppelse.
Afføringen kan både blive mere løs og mere fast. Dette kan veksle selv i den enkelte afføring. Der kan være afgang af slim.
Oppustet mave, der rumler. Oppustetheden tiltager i takt med dagens måltider, så den er mest udtalt om aftenen, men svinder typisk om natten.
Der kan være ledsagende symptomer som træthed, hovedpine, smerter ved menstruation og ved samleje, led- og muskelsmerter. Ved fibromyalgi er udtalte symptomer på irritabel tyktarm meget almindelig.