Gå til indhold

Når skaden sker

En forstuvet fod, ondt i knæet, et pludseligt hold i lænden ... 50 % af alle danskere har inden for de seneste uger været ramt af det, man kalder akut smerte i kroppens bevægeapparat. Det er en helt naturlig konsekvens af livets mange aktiviteter, at vi indimellem bliver ramt af smerter, f.eks. fordi vi kommer til skade eller overbelaster led, muskler og sener.

ryg_akut.jpg

Vær forberedt

En hurtig og effektiv indsats kan gøre en stor forskel for processen med at blive smertefri igen. Derfor er det en god idé at have styr på hjemmeapoteket, så du er klar til at hjælpe dig selv eller andre. Der er nogle basale ting, som er gode at have ved hånden.

  • Smertestillende håndkøbsmedicin lindrer smerter, og det er vigtigt, når det handler om akutte smerter, fordi det er med til at nedsætte risikoen for, at smerten bliver langvarig. Nogle typer smertestillende medicin kan også behandle den hævelse, rødme og varme, der kan komme i forbindelse med en skade.
  • En ispose, eller alternativt en pose frosne ærter, kan lindre smerten og nedsætte eventuelle hævelser. Man kan få isposer enten til engangsbrug eller til at bruge flere gange.
  • En elastikforbinding kan være med til at støtte og reducere hævelser på et tilskadekommet sted, f.eks. en ankel eller et håndled.
  • Hvis der er sår eller hudafskrabninger, skal såret renses. Det kan du gøre med almindeligt rent vand og eventuelt sæbe, men undgå at det kommer direkte i såret. Du kan også bruge en steril saltvandsopløsning på 0,9 % eller om nødvendigt klorhexidin. Efter at såret er renset, kan det eventuelt beskyttes med plaster eller sterilt kompres og gazebind, hvis det er et lidt større sår.

Læs også: Apotekets artikel om hudafskrabninger

Vigtigt! Hvis du har mistanke om knoglebrud eller anden alvorlig skade, så skal du naturligvis hurtigst muligt opsøge læge eller skadestue.

God behandling starter på apoteket

På apoteket kan du få mere at vide om de forskellige typer medicin og deres virkning. For at undgå, at du kommer til at overdosere eller opleve alvorlige bivirkninger, er det meget vigtigt at være opmærksom på, at både paracetamol og ibuprofen fås med forskellige produktnavne og både som håndkøbsmedicin og på recept. Vær desuden opmærksom på, hvor stærke de forskellige smertestillende midler er, så du ikke overskrider den maksimale anbefalede dagsdosis. NSAID-lægemidler findes også som andet end ibuprofen, så fortæl altid apoteket og lægen, hvis du bruger anden medicin - også selvom det er købt i håndkøb. Du kan også få gode råd om, hvordan du ellers behandler skader med f.eks. forbindinger og sårrens.

Rice metoden

RICE er navnet på et behandlingsprincip, som er godt at kende, når smerten skyldes en skade i muskler, sener og led – som f.eks. en forstuvning eller en overbelastning. Det er en forkortelse af ordene Ro, Is, Compression og Elevation. Sådan bruger du RICE metoden:

Ro

Stop aktiviteten og beskyt det påvirkede område. Men husk stadig på, at bevægelse er godt.

Ice

Hvis du køler området omkring skaden ned, bliver hævelsen mindre, og smerterne dæmpes. Brug en ispose, isvand eller en pose frosne ærter. Køl i ca. 10 minutter ad gangen med ca. 2 timers mellemrum i mindst 24 timer. Der skal altid lægges et stykke stof eller en forbinding mellem is og hud for at undgå forfrysninger.

Compression

Kompressionen mindsker hævelsen. Brug en elastisk bandage, som lægges på inden isen. Bandagen skal lægges stramt - men ikke så stramt, at huden bliver blålig og følelsesløs. Tag bandagen af om natten.

Elevation

Hvis det er muligt, bør du holde det skadede område over hjertehøjde i 24-72 timer eller så ofte, det kan lade sig gøre. Det mindsker hævelsen og aflaster det beskadigede område. Mindre hævelse betyder færre smerter.

Bevægelse hjælper helingen på vej

Det er en naturlig refleks at ville skåne det område på kroppen, hvor man har smerter, hvad enten det er en forstuvet ankel eller ondt i ryggen. Og det skal man også til en vis grad. Men lige så vigtigt det er at beskytte f.eks. en forstuvet ankel, lige så vigtigt er det hurtigt at komme i gang med at bevæge det berørte område igen. Bevægelse fremmer blodgennemstrømningen og bidrager til, at man hurtigere er smertefri. Det vigtige er at finde balancen mellem for meget og for lidt bevægelse, så gå forsigtigt frem og find den optimale belastning, hvor smerten ikke forværres.

Hvis du ikke oplever bedring, eller hvis smerten bliver værre i forbindelse med bevægelse, skal du søge læge.

60-80%

af befolkningen får ondt i ryggen en eller flere gange i livet


80-90%

af alle rygsmerter skyldes hold i ryggen og kan trænes væk

Når det gør ondt i ryggen

Smerter i ryggen er meget almindeligt og skyldes sjældent noget alvorligt. Ryggen er som udgangspunkt stærk og tåler meget, og så er den konstrueret til at være i bevægelse. Ondt i ryggen kan komme af mange forskellige grunde. Forkerte arbejdsstillinger, et tungt løft eller inaktivitet over en længere periode kan være det, der udløser et hold i ryggen.

Som regel er årsagen, at de små sideled imellem ryghvirvlerne er påvirkede. Selv om det ikke er alvorligt, kan det gøre meget ondt.

Det kan være fristende at lægge sig, når man har ondt i ryggen, men at ligge i sengen fremmer ikke helingen. Den vigtigste behandling af akutte rygsmerter er smertestillende medicin og fysisk aktivitet. Derfor gælder det om at komme i gang med at bevæge dig. Det er hverken farligt eller skadeligt, selv om det gør ondt. De fleste mennesker med akutte rygsmerter vil være raske eller have det meget bedre i løbet af nogle uger.

Illustration af medicin

Læs mere om hvordan smertestillende medicin kan hjælpe dig, men også hvad du skal være opmærksom på.

Læs mere her