At have irritabel tarm er ufarligt, men det kan være både smertefuldt og meget generende. Tilstanden kaldes også IBS, som står for irritable bowel syndrome.
Op mod hver 5. af os oplever problemer med irritabel tyktarm, og antallet af tilfælde er stigende. Irritabel tyktarm eller irritabel tarmsyndrom, som det også kaldes, er en ufarlig tilstand. Ikke desto mindre kan den være ubehagelig med mavesmerter, skiftevis diarré og forstoppelse, oppustethed og luft i maven. Man ved ikke, hvad den dybereliggende årsag er. Én teori går ud på, at det er signalerne mellem hjerne og tarm, som er forstyrrede. Det får tarmen til at blive overfølsom og reagere med et unormalt aktivitetsniveau. Der optræder ikke synlige forandringer i tarmen, og derfor handler det mere om at udelukke andre sygdomme, før man når frem til, at der er tale om irritabel tyktarm.
Irritabel tyktarm er for nogen en livslang tilstand, hvor man heldigvis kan have lange perioder uden symptomer, men så pludseligt får nye anfald, ofte i en stresset tid, som f.eks. i en eksamensperiode. Det ser nemlig ud til at stress, depression og angst er noget af det, der kan påvirke lidelsen.
Mange oplever, at bestemte fødevarer kan udløse eller forværre symptomerne. Derfor kan det være en god ide at føre en kostdagbog.

Hent vejledning til kostdagbogen her
Når man lever med irritabel tyktarm, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på at holde sin tarm i topform.